HERNING (Tipsbladet): FC Midtjyllands seneste måned har været ekstremt underlig og ramte et historisk lavpunkt søndag eftermiddag, hvor man tabte 1-5 hjemme til Brøndby IF.
Det er FC Midtjyllands største nederlag hjemme nogensinde, det var det tredje nederlag på en måned til Brøndby, og det fjerde i perioden, når vi tager en elendig indsats i 2-3-nederlaget til Sønderjyske med.
Samtidig har FC Midtjylland hjemme slået AGF og Union Saint-Gilloise i to gode, kontrollerede kampe, hvor defensiven var stærk og gameplanen blev udført tæt på perfekt, mens man i de første dage i oktober i Beograd slog Maccabi Tel Aviv 2-0 i en kamp, FC Midtjylland var voldsomt heldig med ikke at tabe eller i hvert fald være bagud i ved pausen efter en totalt energiforladt indsats.
Så FC Midtjylland er svær at blive klog på, spiller meget ustabilt og bliver slået på vidt forskellige måder, som hver især har været bekymrende.
Men der er flere ting, der går igen, og som bør vække stor bekymring og simpelthen skal fikses, hvis FC Midtjylland vil have en chance for at forsvare mesterskabet til april og maj.
Her er FC Midtjyllands værste problemer.
Hjertet på midtbanen mangler
FC Midtjylland købte i sommer Denil Castillo af Sjakhtar Donetsk for op mod 30 millioner kroner, gav et par millioner for Pedro Bravo i América de Cali efter sidste sæsons leje i Mafra og hentede Kristoffer Askildsen på fri transfer i Sampdoria.
Læg dertil, at FC Midtjylland råder over Emiliano Martínez (kostede 35 millioner kroner i Red Bull Bragantino i januar 2023), og at Oliver Sørensen er en af Superligaens bedste pres- og dybdeløbsspillere, og man burde have opskriften på en fremragende midtbane, som har været alt andet end billig at sammensætte.
Problemet er bare, at det alt for ofte ikke fungerer, især når modstanderne kan spille forbi FC Midtjyllands første pres.
Foto: Alamy
Castillo og Askildsen har fysikken til at være gode ottere og har haft enkelte gode glimt i FC Midtjyllands gode perioder. Men langt det meste af tiden har de slet ikke kunnet finde benene og positionerne, og det rammer virkelig hårdt, når Oliver Sørensen er skadet eller som mod Brøndby er nødt til at spille kant for den skadede Aral Simsir.
Mod Brøndby kom Ousmane Diao og Mads Bech Sørensen i en række situationer, hvor Brøndby-spillere galopperede uhindret mod dem og FCM's målfelt, og det er sket alt for mange gange i 2024, ikke bare den seneste måned.
Det er nemt at pege på forsvarskæden efter 1-5 mod Brøndby og alt for mange indkasserede mål, men problemerne ser ud til oftest at starte længere fremme.
Det ser ud til, FC Midtjylland har fejlvurderet, hvad der skal til for erstatte Kristoffer Olsson, der er ude på ubestemt tid, og som man ikke kan regne med kommer tilbage på samme niveau, og det kunne godt være en opgave, man allerede skal løse på januars transfermarked.
Det gælder i øvrigt også sammensætningen og det verbale på midtbanen, eller manglen på samme. Jeg giver ikke meget for klichéer om, at dem, der råber højst, også er gode ledere, men nu har det godt nok længe set ud til, at Mads Bech Sørensen og den nye mand Kevin Mbabu er de eneste, der for alvor siger noget. Der er for stille på de forreste seks pladser, og det går ikke.
Bemærk i øvrigt, at det her ikke er enkeltstående tilfælde i oktober og november mod Brøndby IF og en offday mod Sønderjyske, mens midtbanespillet har fungeret resten af tiden.
Kampene ude mod Maccabi Tel Aviv, Slovan Bratislava og Ferencvaros (den første halve time) var også dybt problematiske, ligesom der har været dårlige perioder i andre kampe i sæsonen, hvor FCM lige så ofte kommer bagud som foran.
På den måde er det her ikke et isoleret øjebliksbillede efter en skrækkelig eftermiddag mod Brøndby, en kamp der nærmere var en kulmination på noget, der har ulmet, og som søndag fik FCM-holdet til at se usammenhængende og opgivende ud.
Skader og slidte spillere
Skader er et vilkår i topfodbold, især når man som FC Midtjylland ender med at spille 31 kampe fra 19. juli til 12. december, og en lang række spillere ud over det også spiller landsholdsfodbold.
Men det begynder at blive påfaldende, når der kommer en række overbelastningsskader, og når tidslinjen for en række spillere med længerevarende skader er så uklar.
Lad os lige få overblikket:
Skadet i kort tid
1: Aral Simsir (kort tid, en form for overbelastning)
2: Franculino (tilbage efter landsholdspausen, lyske/overbelastning)
Langtidsskadet/uvist
3: Cho Gue-sung (knæskade siden sommer og operation, først tilbage efter nytår)
4: Paulinho (opereret i august, burde have været tilbage nu)
5: Edward Chilufya (skadet i seneste landsholdspause, kan være ude indtil efter nytår)
6: Adam Gabriel (har været skadet tidligere på sæsonen men er lige nu tilsyneladende fravalgt)
7: Victor Lind (har været ude i et stykke tid)
8: Marrony (knæskadet siden 2023, på træningsbanen og kan måske få enkelte minutter snart)
9: Kristoffer Olsson (meget alvorligt syg i februar, uvis tidsramme ift comeback)
Det er ni skader og folk med fravær. Og så tæller vi otte mand, der har været skadet i denne sæson og nu er tilbage.
Foto: Alamy
Har været skadet i denne sæson
Adam Buksa
Oliver Sørensen
Victor Bak
Christian Sørensen
Kevin Mbabu
Dario Osorio
Juninho
Mikel Gogorza
Det er ikke usædvanligt med skader, men at Simsir, Franculino og Paulinho for ikke at tale om langtidsskadede Cho Gue-sung og Olsson er væk bider tydeligvis hårdt.
Cheftræner Thomas Thomasberg har roteret spillere, når han har ment sig i stand til det, hvilket flere gange slet ikke har fungeret for det hold, der så er startet kampen.
Der bør få FCM-ledelsen til at genoverveje truppen, og om bredden er så stærk, som de og vi har troet.
Og dernæst må de mange skader få klubben til at tjekke grundigt, om det udelukkende er uheld og den hårde kampbelastning, som man ikke kan gøre andet end af afbøde bedst muligt, eller om der også er noget i rotationen, træningen, behandlingen og rekrutteringen, man skal pille ved. For det nytter ikke at have en fremragende idealopstilling, hvis tingene ikke fungerer de 70-80 procent af tiden, hvor alle mand ikke er klar, eller nogen er ved at arbejde sig tilbage i topform efter en skade.
Her og nu skal FC Midtjylland overleve den sidste måned, hvor midtjyderne kan glæde sig over, at kampprogrammet trods alt er mildere i Superligaen, og at man først møder Brøndby igen til april og maj.
4-4-2 uden profilerne er en ulempe
For syv år siden fik modstanderne mareridt over Alexander Sørloth og Paul Onuachu, og det er bestemt ikke svært at forestille sig, at forskellige kombinationer af Cho Gue-sung, Adam Buksa og Franculino kan gøre livet helt umuligt for et Superliga-forsvar.
Men når både Cho og Franculino er skadet, Buksa knokler med at finde topformen efter en irriterende skadespause og Aral Simsir er væk, bliver det godt nok nemt at smide to-tre mand på Darío Osorio, så snart bolden bare nærmer sig den overbebyrdede chilenske tekniker.
Foto: Alamy
Ligesom midtbaneproblemerne bidrager tomands-angrebet lige nu til at overbebyrde resten af holdet både med og uden bolden.
FC Midtjylland har, i denne skribents vurdering med gode resultater, flere gange svinget formationen over i retning af noget, der lignede 4-3-3 eller 4-2-3-1. Så kan to-tre af modstanderens midtstoppere stå og blomstre med en enlig angriber (Buksa), mens en overbebyrdet central midtbane får en ekstra mand og gør livet langt nemmere.
Det vil rigtigt nok tage noget dødboldskapacitet og mulighed for at spille direkte op væk, men det burde også gøre kampene mere kontrollerede i en periode, hvor FC Midtjylland tydeligvis ikke trives med det vilde tjubang-spil, der i stedet kommer modstanderne til gode.
'Lyske' rimer ikke på, at Franculino kommer buldrende tilbage på torsdag med 90 minutter og to scoringer, endsige i denne måned, så måske er tiden inde til at tage et skridt tilbage og overleve, før man kan angribe igen til januar.
