Danske Oscar Fraulo har gang i en rigtig god sæson.
For nyligt blev han hædret som månedens unge spiller i Eredivisie efter en flot oktober på midtbanen for FC Utrecht.
Et stort skulderklap for den unge midtbanemand.
- Det er altid fedt at få anerkendelse og føle at kunne bidrage til et hold, der fungerer. Men mere vil også have mere. Det kan godt være, at vi ligger nummer to, men der er stadig ting, vi skal forbedre. Jeg har også nogle ting, jeg personligt gerne vil forbedre og lægge på, siger Oscar Fraulo til Tipsbladet.
Midtbanespilleren er igen i denne sæson udlejet fra Borussia Mönchengladbach til FC Utrecht. Den løsning var bedst givet ud for alle parter.
- Det er fedt, at jeg kunne komme hertil på leje igen, da jeg havde et godt første år her. Jeg er stadig ung, så det handler om at få en masse minutter. Jeg er faldet godt til, selvom man altid lige skal ind i tingene igen. Jeg kan godt lide byen, klubben og har mange danske venner her. Men generelt kender jeg mange, så det har været nemt at finde ind i relationerne.
Foruden Oscar Fraulo er også Silas Andersen, Niklas Vesterlund og Viktor Jensen en del af klubbens danskerkoloni.
- Vi har et super godt forhold. Det er fedt at have dem her i klubben. Vi hygger os, og det er fedt at have nogle, som man kan snakke sit eget sprog med, siger midtbanetalentet, der også har det godt med sine danske holdkammerater udenfor fodbolden.
Uvis fremtid
Oscar Fraulo drog som blot 18-årig til udlandet, da Borussia Mönchengladbach købte ham i FC Midtjylland for omkring 15 millioner kroner.
I sidste sæson og igen i denne er han dog på græs i FC Utrecht med stor succes.
Lejeaftalen indeholder angiveligt en købsoption, men Oscar Fraulo er meget kryptisk, når snakken falder på en længere fremtid i den hollandske topklub.
- Det er altid svært at spå om fremtiden, men jeg stod i en situation i Gladbach, hvor der var mange midtbanespillere, så jeg kunne se frem til begrænset med spilletid der. Beslutningen var egentlig bare med enighed fra Gladbach og mig selv at komme ud og spille og finde et flow.
- Der er ikke lagt en bestemt plan, jeg tager det stille og roligt og udvikler mig. Det er der, mit fokus er. Der er et stykke tid til sommer, så jeg tænker ikke så meget over de der ting endnu.
Heller ikke Oscar Fraulos danske holdkammerater forsøger at præge ham til at takke ja til en længere aftale i FC Utrecht, fortæller U21-landsholdsspilleren.
- Det tænker vi ikke så meget over. Vi snakker mere om alt muligt andet og har det godt sammen. Vi snakker ikke så meget transfers, siger midtbanespilleren.
Kontrakten med Borussia Mönchengladbach løber frem til 2026. Lejeaftalen med FC Utrecht udløber til sommer.
Stor succes på banen
I sidste sæson var Oscar Fraulo en vital brik på den centrale midtbane i FC Utrecht, hvor han bidrog med to mål og fire assister.
Man endte på syvendepladsen, men i denne sæson har FC Utrecht rykket sig yderligere. Lige nu indtager klubben en delt andenpladsen med ærkerivalerne fra Ajax.
- Det er en stor ting for Utrecht at ligge deroppe. For os fungerer det bare godt at tage en kamp ad gangen og ikke tænke for meget over, hvor vi ligger i tabellen. Det fungerer for os, siger Oscar Fraulo og uddyber, hvad der fungerer så godt i denne sæson.
- Vi er meget grundige med at tage en kamp ad gangen og analysere modstanderen godt. Vi er gode som hold og står godt på banen. Vi er effektive og meget modne i vores spillestil. Det er noget af det, vi vinder størstedelen af vores kampe på.
Derfor drømmer han og klubben også stort.
- Både sidste sæson og i denne går vi 100 procent efter at komme i europæisk fodbold. Det er et klart mål, afslutter Oscar Fraulo.
I sidste sæson sluttede man lige akkurat udenfor det europæiske selskab. De fire øverste pladser i Eredivisie giver adgang til Europa.