Video : Tipsbladet
Conference League

FCK-træner: Skyder os selv i foden i dansk fodbold

FC København-træner Jacob Neestrup er frustreret over de defensive fejl, hans mandskab begik mod Istanbul Basaksehir. Han er også irriteret over kampprogrammet.

PARKEN (Tipsbladet): Udfordringer er der nok af i FC København for tiden.

Torsdag måtte et skadesplaget og afbudsramt FCK-mandskab nøjes med 2-2 mod Istanbul Basaksehir i Conference League, og "løverne" må muligvis føje yderligere to navne til skadeslisten. Andreas Cornelius måtte udgå med en skade i kampen, og Viktor Claesson var ligeledes i store smerter.

I forvejen måtte FC København undvære Thomas Delaney og Robert, og skader er, hvad der kan ske, når kampene falder med få dages mellemrum, som de gør for FCK i øjeblikket. 

På ét punkt er Jacob Neestrup dog irriteret. Han har svært ved at forstå, hvorfor FC København skulle møde Silkeborg i en mandagskamp samme uge, som holdet spiller europæisk torsdag aften.

- Vi havde flere slagskader - og altså ikke muskelskader. Hvis jeg skal være lidt bitter over noget, så synes jeg, vi skyder os selv lidt i foden som dansk fodbold. Havde vi spillet kampen mod Silkeborg søndag og fået de samme skader, var der flere spillere, der havde rendt rundt inde på banen i dag. 

- Der må jeg bare sige, at der måske er en grund til, at nogle af de andre lande løber fra os, siger Jacob Neestrup.

Han ønsker ikke at kommentere det yderligere.

Forsvarsfejl
At det kun blev til et enkelt point mod Istanbul Basaksehir skyldtes et par alvorlige fejl i det centrale forsvar, hvor især Gabriel Pereira havde en mareridtsaften. 

FC Københavns cheftræner ønsker ikke at hænge nogen ud, men han er ved at gå ud af sit gode skind, når snakken falder på "løvernes" defensiv. Både i forhold til torsdagens kamp, men også over en mere bred kam.

- Det er det, der gør, at vi  mangler seks point i vores gruppe lige nu, og det er det, der gør, at vi mangler fire point i Superligaen. Det skal vi bruge al vores krudt og energi på. Det skal stoppes, siger Neestrup og fortsætter:

- Vi taber og vinder sammen, og hovedårsagen til, at vi ikke vinder i dag, er de to mål, vi giver væk. Det kan der simpelthen ikke være nogen som helst diskussion om. Det er ikke første gang, vi kan tale om det efter en kamp, og det er da bekymrende. Det skal stoppe nu. 

FCK-bossen efterlyser desuden et straffespark til Victor Froholdt i første halvleg.

- Jeg havde gerne set, at han (dommeren, red.) havde fløjtet det straffespark, som Froholdt soleklart skulle have. Men det er sådan, det er. Vi skal først og fremmest kigge indad. Vi kan brokke os over manglende straffespark den dag, vi ikke laver de fejl, vi gør i dag. Det vil være malplaceret at bruge tid på det nu, for det er ikke det, der er afgørende for kampen i dag, slutter Jacob Neestrup.

Næste opgave for FC København i Europa er mod Dinamo Minsk