Video : Tipsbladet
Superliga

Jubler: Talent forlænger i Lyngby

Lyngby Boldklub har forlænget aftalen med stortalentet Lauge Sandgrav.

Superliga-klubben Lyngby Boldklub jubler.

Klubben har netop meldt ud, at stortalentet Lauge Sandgrav har forlænget aftalen.

Den 20-årige har været et stærkt indslag på midtbanen hos De Kongeblå, og han  belønnes nu med en fireårig aftale i Lyngby Boldklub.

Lauge Sandgrav er et af de største salgsemner på sigt i Lyngby, og derfor er der stor glæde over aftalen.

- Vi er først og fremmest utroligt glade for, at vi nu har papir på hinanden frem til 2028. Rent sportsligt har Lauge taget nogle enorme skridt det seneste halve år, og han har virkelig kvitteret for den tillid, som han har fået fra Morten Karlsen og resten af trænerteamet. På den baggrund er vi naturligvis enormt glade for kontraktforlængelsen, siger Nicas Kjeldsen, der også forklarer:

- Lauge er en speciel fodboldspiller og et specielt menneske. Det elsker vi ham for. Han er udover at være en fantastisk fodboldspiller også en klog fyr, som nok skal klare sig rigtig godt i livet. Han har haft en speciel vej til førsteholdet, hvor han både selv har kæmpet med tankerne om livet som professionel fodboldspiller, sagt nej til ungdomslandshold og tidligt sagt nej til større udenlandske klubber. Klubben og Lauge har støttet hinanden og bevist, at der er mange veje til målet.

Midtbanemanden selv er også glad.

-Hvis nogen havde sagt til mig i sommer, at jeg ville stå her og have spillet så meget, som jeg har, og nu har forlænget min kontrakt, så havde jeg helt sikkert taget imod det. Jeg er virkelig glad i Lyngby Boldklub, og for mig er det helt naturligt at returnere den tillid, som klubben har vist mig, og forlænge min kontrakt.

Sandgrav er ikke den eneste, som har forlænget med Lyngby den seneste tid - også Tobias Storm har sat sin signatur på en ny aftale.