Det danske U/21-landshold er klar til EM-slutrunden i Tjekkiet næste sommer. Det er en turnering for fremtidens stjerner, men flere af nutidens store spillere er faktisk også spilleberettiget i U/21-EM-slutrunden.
For at få spilletilladelse ved U/21-EM skal man være født efter 1. januar 1992, og det betyder, at flere af de deltagende nationer har mulighed for at tage nogle store kvalitetsspillere med.
England har således mulighed for at udtage folk som Jack Wilshere og Raheem Sterling, mens Tyskland blandt andre kan vælge VM-finale-vinderen Mario Götze. Det er naturligvis sjældent, at de store stjerner også deltager i U/21-EM, men muligheden er altså til stede.
Sådan er det også på det danske U/21-landshold. Flere spillere fra Årgang 1992 var allerede med ved U/21-EM i 2011, og de kan altså komme med igen til sommer, hvor Danmark kan stille et særdeles slagkraftigt hold, hvis alle spillere til rådighed og stiller op.
Det kommer næppe til at ske, for folk som Christian Eriksen, Nicolai Boilesen og Pierre Emile Højbjerg kommer næppe med i EM-truppen til sommer, ligesom Nicklas Bendtner og Simon Kjær heller ikke var med i sommeren 2011, hvor de ellers var spilleberettiget.
Men de kan altså være med, og for tankespindets skyld bringer tipsbladet.dk her et bud på det stærkeste U/21-landshold, som Danmark kan stille til U/21-EM til sommer i Tjekkiet. 23 spillere skal udtages til truppen, og det er naturligvis en svær opgave at skulle udtage de spillere, der skal repræsentere Danmark.
I det nedenstående har vi primært taget højde for de spillere, der er til rådighed nu. Derfor er skadede folk som Viktor Fischer, Rasmus Falk, Kenneth Zohore og Christoffer Remmer kun med som boblere. Der vil være mange kandidater i spil, og i sidste ende handler det meget om dagsform hos den enkelte spiller, og Jess Thorup vil skele til mange elementer i udvælgelsen.
Her følger et bud på Danmarks optimale U/21-landshold i sommeren 2015:
Målmænd (3):
David Jensen, FC Nordsjælland (årgang 1992)
Jakob Busk Jensen, AC Horsens (årgang 1993)
Jakob Haugaard, FC Midtjylland (årgang 1992)
Forsvar (8):
Alexander Scholz, Lokeren (årgang 1992)
Andreas Christensen, Chelsea (årgang 1996)
Frederik Sørensen, Verona (årgang 1992)
Jannik Vestergaard, Hoffenheim (årgang 1992)
Jores Okore, Aston Villa (årgang 1992)
Jonas Knudsen, Esbjerg (årgang 1992)
Nicolai Boilesen, Ajax (årgang 1992)
Patrick Banggaard, FC Midtjylland (årgang 1994)
Midtbane (7):
Jeppe Andersen, Esbjerg (årgang 1992)
Lasse Vigen, Fulham (årgang 1994)
Lucas Andersen, Ajax (årgang 1994)
Nicolaj Thomsen, AaB (årgang 1993)
Andrew Hjulsager, Brøndby (årgang 1995)
Pierre Emile Højbjerg, Bayern München (årgang 1995)
Christian Eriksen, Tottenham (årgang 1992)
Angreb (5):
Andreas Cornelius, FC København (årgang 1993)
Danny Amankwaa, FC København (årgang 1994)
Youssef Toutouh, FC Købehavn (årgang 1992)
Yussuf Poulsen, RB Leipzig (årgang 1994)
Uffe Bech, FC Nordsjælland (årgang 1994)
Boblere:
Viktor Fischer, Ajax (årgang 1994)
Emil Berggreen, Hobro IK (årgang 1993)
Riza Durmisi, Brøndby (årgang 1994)
Jens Jønsson, AGF (årgang 1993)
Rasmus Falk, OB (årgang 1992)
Christoffer Remmer, FC København (årgang 1993)
Christian Nørgaard, Brøndby IF (årgang 1994)
Patrick Olsen, Strømsgodset/Inter (årgang 1994)
Mads Hvilsom, Hobro IK (årgang 1992)
Kasper Larsen, OB (årgang 1993)
Casper Sloth, Leeds (årgang 1992)
Kenneth Zohore, Fiorentina (årgang 1994)
Frederik Rønnow, AC Horsens (årgang 1992)