Lasse Vibes vilde historie og lange vej til landsholdet

Lasse Vibe fik med sin forrygende sæson i Allsvenskab for alvor skudt gang i karrieren. Han blev suveræn topscorer i Sverige, blev udtaget til landsholdet og fik masser af opmærksomhed fra udenlandske klubber. Tipsbladet besøgte Lasse Vibe i Sverige i efteråret 2014 og fik en fremragende historie ud af det.

Bragt i Tipsbladet 10. oktober:

Lasse Vibe var overrasket over at blive udtaget til landsholdets kampe mod Tyrkiet og Armenien og kalder sine to første landskampe karrierens højdepunkt. Men han er aldrig tilfreds og altid sulten efter at nå nye mål. Han vil have flere landskampe, og han vil stadig gerne skifte til en klub, hvor de taler andet end svensk.

Det er typisk Lasse Vibe. Knap har han fortalt om, at landsholdsdebuten og den efterfølgende indskiftning i sejren over Armenien i Parken er det største i hans fodboldkarriere, før han er videre, både i tanke og i tale. For succesen må ikke blive en sovepude, der hæmmer fremgang. 

”Nu har jeg lavet 20 mål [i Allsvenskan], og så kan jeg sætte mig ned og sige, at det er min bedste sæson. Problemet er for det første, at sæsonen ikke er slut endnu, og for det andet, at hvis man føler, at man har nået toppen, så får man en følelse af at være tilfreds, og at man ikke behøver lave mere. Det kan jeg slet ikke med,” siger Lasse Vibe, der allerede få timer efter kampen mod Armenien havde lagt kampen bag sig rent mentalt for at fokusere på den næste.

”Jeg kan bare huske, at jeg kom hjem, og min hustru spurgte mig, om det ikke var fedt. ”Jo, det var fedt.” ”Jamen, fortæl lidt.” ”Det vil jeg rigtig gerne. Det var selvfølgelig stort.” ”Fik du ros?” ”Ja, ja” og fortæller, hvad der skete og lidt anekdoter. Og så siger hun ”Du virker slet ikke glad.” ”Jo, jeg er sindssygt glad!” Men det var jo ligesom ovre. Jeg var sindssygt glad, men mit fokus var allerede flyttet.”

Flere gange gennem interviewet betoner han vigtigheden af ikke at lade sig stille tilfreds, men hele tiden stræbe efter mere. Han forsøger ikke at skjule, at han har store ambitioner, og han er ikke bange for at rose sig selv, når det er på sin plads. I august sagde han eksempelvis, at der skulle noget ekstraordinært til, hvis han skulle på landsholdet, og ni dage senere fik han debut i nederlaget til Tyrkiet. 

”Da jeg blev udtaget på det tidspunkt, havde jeg lavet 13 mål i 13 kampe. Det synes jeg er noget ekstraordinært. Det er et snit, som kun de allerbedste holder, og det er trods alt over en længere periode. Jeg har lavet mål i stort set alle de kampe, jeg har spillet,” siger angriberen, der nu er på 20 sæsontræffere i 23 Allsvenskan-kampe. 

”Jeg følte, jeg var langt væk, men det er også, fordi jeg ved, hvordan fodboldverdenen fungerer. Det er bare svært, hvis ikke du spiller i en god liga. Synet på den svenske liga i Danmark er ikke specielt godt. Der vil man altid tage en spiller, der spiller i en bedre liga, med, og derfor vidste jeg også, der skulle noget ekstraordinært til. Men jeg havde ikke forventet det, og jeg synes også, det var modigt af Morten Olsen at udtage mig. Og oven i købet bruge mig. Havde jeg selv været landstræner og siddet med de samme navne, kan det godt være, jeg var kommet frem til den samme beslutning, men det var også lidt en chance. Det synes jeg, han skal have ros for.”

Han har før prøvet at være udtaget til landsholdet uden at få spilletid. Det var to år siden, men dengang følte han ikke, at han for alvor var en del af holdet. Landsholdssamlingen varede kun tre dage, og den første måtte Lasse Vibe ikke træne med, fordi han havde spillet kamp dagen forinden. Den anden dag var han med i træningen, og den tredje var kampdag, som han oplevede fra bænken. 

”Første gang sagde Morten Olsen til mig, at jeg var kommet med, fordi Rommedahl var blevet skadet, og at jeg var med for at snuse lidt til det. Det var sådan set det. Så sagde han også, at det var vigtigt, at jeg ikke blev alt for skuffet, hvis jeg ikke var med hver gang, men at jeg skulle se det som et skulderklap, og at det betød, at de holdt øje med mig,” siger Lasse Vibe.

”Anden gang [i september i år] var det mere ”Jeg ser mit hold have brug for dine styrker i de her tilfælde.” Der er vel også en anden respekt, hvis man er den mest scorende dansker i hele truppen. De sagde både internt og eksternt, at alle hold har brug for mål. Jeg følte, der var en helt anden tilgang til mig.”

En vild historie

At Lasse Vibe i det hele taget er med på landsholdet, vidner om noget af en udvikling. Vi skal ikke længere tilbage end foråret 2010 for at finde IFK Göteborg-angriberen i FC Fyn. Mange fodboldspillere ville formentlig ryste på hovedet, hvis de som 1. divisionsspillere fik at vide, at de lidt over fire år senere ville være Allsvenskan-topscorer og landsholdsspiller, men det kommer ikke så meget bag på Lasse Vibe, som det ville på mange andre.

”Hvis jeg fik det at vide, ville jeg nok grine og tage det sædvanlige mediesmil på og sige ”Ja, det er en vild historie. Jeg håber selvfølgelig på, at det sker, men det lyder ret urealistisk.” Inderst inde ville jeg nok se det som et muligt scenarie. Nu er topscorer i Allsvenskan ikke noget, man som sådan stiller op som mål som dansker, men udlandsprofessionel og landsholdsspiller…” siger han uden at færdiggøre sin sætning.

Vi mødes på restauranten og sportsbaren O’Leary’s i centrum af Gøteborg, efter dagens træning med IFK Göteborg er slut. Her kommer Lasse Vibe sommetider med sine holdkammerater for at spise og se Champions League-fodbold på nogle af de utallige fladskærme, der hænger på væggene.
 

Lasse Vibes vej mod landsholdet og toppen af topscorerlisten i Sverige startede i FC Fyn i 2009. Han havde ellers fået to førsteholdskampe for AGF, men havde ingen fremtid der, så han satte sig sammen med sin agent og lavede en karriereplan. Planen kortlagde, hvordan han skulle komme fra 2. division til Superligaen i løbet af to til tre år.

Siden har planen udviklet sig, efterhånden som han har nået sine mål. Først kom drømmen om et udlandseventyr, og nu, hvor det mål er indfriet, har han sat sig nye.

”Et delmål er at få nogle flere landskampe og måske også flere end bare en håndfuld. Et antal, hvor man efter sin karriere vil kunne kalde det en reel landsholdskarriere. Så ved jeg ikke, om der skal 10, 15 eller 20 til. Det er måske ikke et mål i sig selv, men mere et stempel. Sort på hvidt. 10 landskampe, så har du opnået et eller andet,” siger han, mens han holder en pause med at spise den burger, han har fået serveret.

”Et andet delmål, som jeg har fået, efter jeg har spillet i Sverige og Danmark, er, at jeg godt kunne tænke mig at spille i et land mere. Det delmål kan både være mere realistisk og urealistisk. Jeg kan lade min kontrakt løbe ud og så skifte til Island, og så når jeg det jo. Men jeg kan også forsøge at komme til at spille i en af de store ligaer. Er man fræk, siger man de fem bedste i Europa, eller måske de fire til ti bedste ligaer. Det tror jeg heller ikke er så langt væk og så urealistisk, som det har været.”

Jantelov og modgang

Det urealistiske gider han ikke bruge tid på, Lasse Vibe. Det er således vigtigt at skelne mellem sine drømme og det, der rent faktisk er en reel mulighed for. På den måde sikrer man, at den rette plan bliver lagt, og man tager de skridt, som ens udvikling berettiger til. Ligesom han selv gjorde ved at skifte fra AGF til FC Fyn, videre til FC Vestsjælland og SønderjyskE, før han havnede i Sverige. Den slags realistiske planlægning er der nogle fodboldkolleger, der glemmer.

”Der er mange, der blander drømme og virkelighed sammen og har en drøm om at spille i Barcelona. Deres arbejdsindsats er næsten også et udtryk for, at de selv tror for meget på deres egne evner, men de er ikke klar til at tage de skridt, der skal til. At tage forbi en større klub i Sverige og måske næste gang en mindre klub i en af de fem bedste ligaer for så at kunne tage til en større klub i det land. Så har man måske også opnået meget. Jeg tror, det er vigtigt, at man ser de skridt frem for sig,” forklarer Lasse Vibe. 

Han har selv taget den lange vej og fik et relativt sent gennembrud. Da han brød igennem i SønderjyskE, var han allerede 25, men han fulgte den plan, som han og agenten lagde inden skiftet til FC Fyn. Det er også vigtigt at have noget at stræbe efter, men det må ikke komme i vejen for, at man præsterer der, hvor man er. ”Leverer man ikke i FC Fyn, så kan det godt være, man gerne vil tilbage til Superligaen, men så kommer man jo ikke engang til FC Vestsjælland,” som han siger. 

Det er vigtigt for Lasse Vibe at være god. At være bedst. I et interview med Tipsbladet i 2012 fortalte han, at han ikke gad have en karriere, der ikke kom længere end 1. division. Så ville han hellere stoppe og lægge sine ambitioner et andet sted. Den slags eliteorienterede tankegang rimer måske ikke på dansk jantelov, man selv om han aldrig har være bange for at melde sine ambitioner ud, er det ikke noget, der har gjort ham upopulær.

”Der er ikke nogen, der har konfronteret mig med det i hvert fald. Det er altid let - og det skal man ikke glemme - når man har lykkedes med de fleste af de ting, man har meldt ud omkring. Så kan man sidde og spille høj i hatten og sige ”Hvad sagde jeg?” og klappe sig selv på skulderen. Dem, der måske har gået og ventet, har måske heller ikke fået muligheden for at rakke mig ned,” konkluderer han. 

Det er ellers ikke, fordi Lasse Vibe har været fuldstændig forskånet for fodboldmæssig modgang. Den kom bare lang tid før, han blev kendt i den brede befolkning. Som drengespiller så han som oftest til fra bænken, når holdkammeraterne i AGF skovlede sejre ind, og som junior skiftede han tilbage til barndomsklubben AIA Tranbjerg. Efter skiftet tilbage til AGF kunne han stadig ikke komme rigtigt ind omkring Superliga- og 1.divisionstruppen.

”Jeg kunne knap nok få lov til at træne med førsteholdet og kunne kun bruges, når der var skader. Et halvt til et helt år klædte jeg om for mig selv, mens de andre klædte om et andet sted i AGF. Så bliver man naturligt hærdet på en eller anden måde. Uanset hvor meget succes man har, glemmer man ikke, at man har siddet i den kælder for sig selv, og alle andre har været et andet sted. Det har helt klar gjort et indtryk på mig, og derfor tror jeg heller ikke, jeg har fået hug for det. Jeg har trods alt hele tiden haft det in mente, så jeg tror ikke, jeg er sådan en type, som folk umiddelbart har lyst til at køre jantelov overfor.”
 

Der er heller ikke meget stjernenykker over Allsvenskan-topscoreren, der gerne tager interviewet, mens han sætter en burger med pommes frites til livs. Han tager sig god tid, selv om han allerede har brugt de første fem til ti timer på medier i den uge, og selv om han skal nå noget bagefter. Han og en holdkammerat skal ud og besøge en sponsor, og derefter skal han hjem, for familien i Danmark kommer på besøg.

Studerende først, fodboldspiller så

Familielivet fylder i det hele taget meget for Lasse Vibe, der er far til to tvillingedrenge på tre år. Det betyder også, at han har haft rigeligt at se til gennem årene, for udover at være far og fodboldspiller, har han taget en uddannelse. Næsten i hvert fald. Han mangler stadig sin afsluttende opgave, før han bliver kandidat i finansiering og regnskab, og selv om uddannelsen lige nu er sat på standby, har han stadig travlt. Og det passer ham udmærket.

”Da jeg gik ud af gymnasiet og havde et helt år, hvor jeg bare spillede fodbold, oplevede jeg, at jeg blev træt af det. Jeg kom hjem hver dag, og så var der ikke noget at lave. Efter et par måneder fik jeg et job som telefonsælger. Jeg tror, det var 15 timer om ugen. Bare for at have noget at lave om eftermiddagen og aftenen. Jeg var lige flyttet hjemmefra og boede i egen lejlighed. Hver dag jeg kom ind af døren, var der bare tomt. Tirsdag eftermiddag kunne jeg være hjemme klokken ét og så have fri onsdag, og så skulle jeg ikke møde til noget før torsdag morgen klokken ni. Alle mine kammerater havde det samme sabbatår som mig, men de sad jo ikke i deres lejlighed fra klokken ét tirsdag. De var ude at rejse eller på arbejde og havde fri i weekenderne. Der havde jeg jo aldrig fri. Der fandt jeg ud af, at hvis ikke jeg har noget at lave ved siden af, bliver fodbolden for meget for mig. Det var det, der blev min drivkraft med en uddannelse sidenhen,” fortæller Lasse Vibe, der især havde en hektisk hverdag i SønderjyskE-tiden, altså da han var allerbedst i sin tid i dansk fodbold.
 

”Dengang sov jeg stort set ikke om natten hele ugen. Så ringede jeg til min far dagen før en kamp og spurgte, om han ikke ville komme ind og sove sammen med min hustru. Jeg lagde mig ind på sofaen eller kørte ud til min mor, og så byttede vi, så jeg sov sammen med hende, og min hustru fik lov til at sove sammen med svigerfar. Dagen før kampe skulle jeg trods alt have søvn. Der kunne jeg gå en hel uge, hvor jeg måske sov mellem tre og seks timer alle dage. Jeg tror bare, det siger noget om, at hvis jeg har for meget tid, får jeg ikke lavet ting. Så bliver det ikke rigtigt for mig. Jeg er bedst, hvis jeg er meget involveret og har mange ting.”

Lasse Vibe tog sin uddannelse så seriøst, at han først og fremmest anså sig selv om studerende, mens han spillede 1. og 2. division. Det var først, da han blev Superliga-spiller, at han følte, han kunne tillade sig at kalde sig fodboldspiller.

”Mens jeg var i FC Fyn og FC Vestsjælland, var fodbolden, jeg vil ikke sige andenprioriteten, men jeg så ikke mig selv som fodboldspiller, fordi jeg var ikke der, hvor jeg selv følte, jeg kunne kalde mig fodboldspiller. For mig er det at være fodboldspiller at være en profil på et Superliga-hold. Mindst. Før kunne jeg ikke berettige at kalde mig fodboldspiller, havde jeg nær sagt. Da jeg kom til SønderjyskE, gik jeg mere over til at se mig som en fodboldspiller, som studerede, i stedet for omvendt,” lyder det fra Lasse Vibe, der godt kunne forestille sig at bruge sin uddannelse inden for fodboldverdenen, når karrieren er slut.

”Man får så mange kontakter. Allerede bare på det et år, jeg har været i Gøteborg, ville jeg kunne ringe til de første ti sponsorer, som har kontakter, og som jeg også snakker med i forbindelse med alle mulige ting. Dem ville jeg kunne spørge, om de kendte nogle, som har et job. På den måde er jeg ikke afvisende overfor, at det, som jeg kan, eller kommer til at kunne, kan kombineres med fodbold. Men jeg har ikke nogen planer om at skulle være træner.”

Tager imod rygklapperi

Som han sidder på den anden side af den grønternede dug og fortæller, ligner Lasse Vibe en, der hviler meget i sig selv og sin succes. Han sidder afslappet, tilbagelænet og lægger på et tidspunkt benet halvvejs op på den bænk, han har taget plads på. Da han spillede i SønderjyskE, havde han svært ved at nyde sin succes. Ikke fordi han havde meget om ørerne, men fordi han var dårlig til at stoppe op og klappe sig selv på skulderen. Han følte, han levede lidt ved siden af sig selv, og selv om han med et glimt i øjet erkender, at årsagen kunne være manglen på søvn i den periode, så er han blevet bedre til at sætte pris på sin succes. 

Men det er også en balancegang, for man skal som bekendt ikke lade sig stille tilfreds, for hvis ærgerrigheden forsvinder, gør succesen ofte også. Man kan arbejde med sig selv mentalt for at sikre, at de gode perioder bliver forlænget, og et effektivt kneb hertil lærte landsholdsangriberen af en gammel holdkammerat i AGF.

”Jeg kan godt lide at tænke tilbage på ting, som måske ikke betød så meget for mig dengang, det blev sagt, men som sidenhen er kommet til at betyde noget for mig. Jeg kan huske, Peter Graulund engang i AGF sagde, at han havde et trick. Når det gik godt, åd han alt råt. Det var bare alt. Ind med det og bare tage imod det, selv om man syntes, det var for meget, og selv om man godt vidste, at de samme folk ville svine en til sidenhen. Det var bare at bygge dig selv op og op og op. Jo mere du bygger dig selv op, desto flere nedture skal der til for at trække dig ned,” siger han. 

”Når det gik dårligt, som det også har gjort for ham i hans karriere, så lukkede han bare fuldstændig af. Så tog han ikke noget ind. Selvfølgelig skal man tage kritik fra træneren, men generelt var det hans trick til at snyde sig selv. Jeg har sidenhen lært, at man kan snyde sig selv mentalt ved at gøre tingene mere positive, end de er. Det er også noget, jeg har kunnet bruge. Der lærer man også det med, at hvis folk ikke synes om mig: ”Fint nok, det må de selv om.” Det kommer aldrig ind. Det kommer kun lige her til,” siger han og holder hånden ti centimeter fra kroppen.

”...og så væk med det. Hvis folk synes godt om mig, skal det altid bare helt ind i hjertet. Så kan man sige, at det er overfladisk, og det er rygklapperi, men det 
er måske det, der gør, at man kommer gennem en hård periode.”

Lige for tiden er der masser af positive ting at tage ind for Lasse Vibe. Med 20 mål i 23 Allsvenskan-kampe er han topscorer, og det bliver svært for Helsinborgs David Accam at hente de tre scoringer, han er bagud, i sæsonens tre sidste opgør. Derudover er Lasse Vibe blevet udtaget for anden landsholdssamling i streg, og både Aftonbladet og Malmö FF-stjernen Markus Rosenberg har kaldt ham den bedste spiller i Sverige. Vibe har svært ved at vurdere, om de har ret, men lægger ikke skjul på, at han godt ved, han har været god.

”Jeg kan godt sige, at lige den bedste er nok en smagssag, men jeg er i hvert fald blandt de allerbedste. Men vi har stadig tre kampe tilbage, hvor jeg kan ende med at blive nummer to eller tre på topscorerlisten, og vi kan ende med at slutte som nummer fem eller seks i ligaen. Det kan stadig nå at blive en mellemting. Men Rosenberg scorede trods alt også to mål i Champions League forleden,” siger han om svenskerens scoringer i hjemmebanesejren over Olympiakos. 

En af forklaringerne på succesen skal findes i Lasse Vibes pladsskifte. I det meste af sin karriere har han spillet på kanten, men i IFK Göteborg spiller han som den ene af to angribere i en 4-4-2-opstilling. 

”Jeg har fået lov til at fokusere på det, jeg er god til, og det er offensive aktioner. Det var det også som kant, men der havde jeg andre forpligtelser. Der er aldrig nogen, der har valgt mig som kantspiller, fordi modstanderen havde en god back, der skulle lukkes ned. Mine styrker har altid været mål og assists, løb uden bold, som skaber plads til andre. Spiller man længst fremme, er der også mest fokus på det, jeg er god til, og så er det også nemmere for mig at blive en succes,” forklarer Vibe, der også har været tvunget til at udvikle sig. 

”Jeg skulle forbedre mit spil med ryggen mod mål og mine teknisk færdigheder. Som kant kan du ofte bare løbe fremad, og du kan altid se næsten hele banen, hvor som angriber kan du stort set altid kun se det foran dig, du kan næsten aldrig se det ude i siderne, og du kan slet ikke det det, der er bag dig.”

Alene på toppen

Det var lidt en tilfældighed, at Lasse Vibe endte i angrebet i Göteborg. Han blev købt på sine præstationer på kanten i SønderjyskE, og det var også her, han spillede det første halv år i det svenske, hvor det blev til to ligamål. I vinter blev angriberen Tobias Hysén imidlertid solgt til kinesiske Shanghai Dongya, så IFK skulle bruge en ny mand. Senegalesiske Malick Mané blev hentet i norske Sogndal, men han var ikke nogen succes og er siden blevet lejet ud til Central Coast Mariners i Australien. 

”Så fik jeg chancen, og jo mere jeg fik chancen, desto mere scorede jeg. Jeg scorede fire mål i fire kampe i pokalen, da vi i marts måned spillede sådan et gruppespil som optakt til sæsonen. Så fortsatte det egentlig bare. Jeg synes også, jeg er bedre som angriber i 4-4-2, så det var jeg selvfølgelig heller ikke sen til at fortælle træneren. ”Jeg spiller gerne begge dele, men du skal bare vide, at jeg synes, at jeg er bedst der i det her system.” Han var ikke decideret uenig, men han sagde ”Det er mig, der bestemmer,” og jeg spillede også på højrekanten i nogle kampe derefter. Men det er ved at være længe siden, og det har han nok ikke fortrudt,” siger Lasse Vibe med et grin, der ikke skjuler, at han mener, hvad han siger.
 

Hvis han er så god som angriber, hvorfor har han så ikke spillet på toppen hele karrieren? En af forklaringerne er, at de fleste hold i Danmark kun spiller med én mand oppe foran, og den mand er ofte mere fysisk stærk end den 180 centimeter høje og 71 kilo tunge Vibe. Han spillede som angriber i en 4-4-2 under Ove Pedersen i FC Vestsjælland, og han ”lavede i øvrigt seks mål i de 12 kampe.”

Netop diskussionen om, hvor Lasse Vibe skal spille, har han også haft Morten Olsen. Både Vibe og Olsen er enige om, at førstnævnte er en alsidig spiller, der kan dække flere positioner, og det behøver ikke være i en 4-4-2. 

”Han ser mig på samme måde, som jeg selv gør. Jeg er en offensivspiller, og det vil sige, at i 4-3-3 kan jeg spille de fire forreste positioner. Man kunne også forestille sig, at jeg spiller bag en stor angriber og mere løber rundt om ham, men også skal ned og ligge i mellemrummet. Det åbnede han også op for. Nu snakker vi scenarier. Der er forskel på at møde Armenien hjemme og Portugal ude. Der vil være nogle positioner i nogle kampe, som ikke vil passe så godt til mig. Der kan enten være en kamp, hvor man skal spille mere direkte, og så ville det måske ikke være så smart, hvis jeg spiller alene på toppen. Hvorimod hvis kantspillerne skal spilles i fødderne hele tiden, er det måske lige så smart, jeg ligger på kanten,” forklarer Vibe. 

”Som han også har sagt, har det indtil videre fungeret som en del af en plan B, men man kan heller ikke udelukke, at den bliver til en plan A i en anden kamp.”

”I det mindste er det ærligt”

Chancen på landsholdet kommer efter en kanonsæson i IFK Göteborg, hvor Lasse Vibe trives. Han siger selv, at svenskerne næsten anser ham som en af deres egne, men det har også krævet en indsats fra hans side, for det var ikke så lige til at skifte til Sverige, som det er at skifte mellem to danske klubber.

”Det var mest det med referenceramme. Man kender ikke nogen af de samme mennesker. Det behøver ikke være folk, man kender personligt, det kan lige så vel være kendisser eller skuespillere. Altså almindelige samtaleemner. Svenskerne snakker jo om de svenske ting. Det har været sværere for mig at komme ind på holdet her, end det var i SønderjyskE for eksempel. Der havde vi alle de samme referencepunkter. Også det, at man er en udlænding i en klub, til trods for at man kun er dansker. Man tjener mere end dem, der altid har spillet i klubben, og som måske er 22 til 25. Jeg oplevede det som et sværere skridt, det gjorde jeg. Men også lærerigt,” siger Lasse Vibe.

Han er siden blevet glimrende integreret, ikke bare på holdet, men også i Sverige. Det skyldes ikke mindst, at han taler fremragende svensk, og han skifter naturligt sprog, når han taler med henholdsvis Søren Rieks eller Kenneth Zohore og de svenske holdkammerater, når IFK træner, og han småsnakker gerne med de svenske tjenere på O’Leary’s.

Dansk og svensk minder naturligvis meget om hinanden, men Lasse Vibe gjorde en aktiv indsats for at lære sproget. Dels viser det respekt over for de nye omgivelser, og dels har han det bedre, når han kan kommunikere ordentligt med folk omkring sig. 

”Jeg har ret nemt ved sprog. Da jeg kom til klubben, var der kun svenskere, én nordmand, brasilianere og så en islænding, som har været der i 12 år og er gift med en svensker. At skulle sidde og tale engelsk med dem, eller de ikke forstod, hvad jeg sagde; nej. Og så skal jeg være helt ærlig og sige, at jeg havde håbet på og forestillet mig, at jeg skulle til et land, hvor jeg ikke kunne klare mig med at tale mit eget sprog. Ud fra den personlige udvikling havde jeg håbet, at jeg skulle til at lære fransk eller hollandsk eller tysk. Jeg havde glædet mig til at lære et nyt sprog. Jeg glæder mig også til, at jeg skal lære det næste sprog, havde jeg nær sagt.”

Nu fik han det sagt alligevel, så hvilket trin er det næste i den karriereplan, som stadig eksisterer, selv om den er blevet modereret flere gange siden FC Fyn-tiden?

”Jeg tror, det næste realistiske skridt for mig er at skifte til en mindre klub i en god liga. Eller en stor klub i en knap så god liga. Så kan man begynde at snakke konkret, om det skal være en mindre klub i Italien, Spanien, Frankrig, Tyskland, England, eller det skal være en større klub i Holland, Portugal, Schweiz, Belgien, Rusland. Man kan også vende rundt og se det fra deres synsvinkel. Alle de klubber, som normalt køber de bedste spillere fra Skandinavien, og så kan du selv finde ud af, hvad det er for nogle klubber. Det er også svært for mig at vurdere, hvad der er realistisk. Man skal også tænke på min alder [27]. Det er ikke sådan, at de kan se det helt store udviklingspotentiale i mig. På den måde sætter det også sin naturlige begrænsning. Havde jeg nu leveret den præstation, jeg har, og været 19 år, så var jeg jo røget til Barcelona eller en af de andre store,” siger Lasse Vibe. 
 

Han er også i en position, hvor han og familien har det så godt i Gøteborg, at han ikke har lyst til at takke ja til at lukrativt tilbud fra en klub, han aldrig har hørt om før, eller en nedrykningstruet en af slagsen. Han lægger ikke skjul på, at han gerne skifter klub igen, og selv om han har talt om, at han gerne vil vinde titler med IFK, så skal det ikke komme i vejen for hans personlige mål.

”Hvis vi siger at vinde noget kontra at prøve noget andet personligt, så vil jeg hellere tage det næste skridt i min karriere, end jeg vil lade være med at tage nogle skridt. Det er ikke nogen hemmelighed. Får jeg mulighed for at komme til en af de bedste ligaer, tager jeg den også, selv om jeg også ville kunne se en ide i at blive, og sportschefen halvt havde lovet, at der kom nogle endnu bedre spillere. Jeg tror, jeg ville vægte det personlige højere. Man kan sige, det er egoistisk, men i mindste er det ærligt.”

Sådan er Lasse Vibe. Ambitiøs og ligefrem. Han har allerede opfyldt de mål, han satte sig i FC Fyn, men det bruger han ikke tid på at glæde sig over. Fokus er for længst flyttet til kampene med A-landsholdet.