Video : Tipsbladet
Landshold

Nu skal tidligere Superliga-profil møde Danmark

Serbien har tidligere Superliga-profil med i truppen mod Danmark mandag aften.

Når Danmark går på banen mod Serbien mandag aften, vil det være med et hav af tidligere Superliga-profiler i truppen. Brian Riemer råder over spillere som Rasmus Højlund, Jonas Wind, Albert Grønbæk og mange flere, som har optrådt i Danmarks bedste række.

Men i den serbiske trup vil der faktisk også være en tidligere Superliga-spiller.

Med i truppen har Serbien nemlig målmanden Aleksandar Jovanovic.

For dem, der ikke kan huske den nu 31-årige keeper, så spillede Aleksandar Jovanovic i AGF fra sommeren 2016 til sommeren 2018, hvor han blev solgt til spansk fodbold for et millionbeløb.

Et års tid efter skiftet kom han endda tilbage til AGF på en halvårig lejeaftale, og han har siden udtrykt stor begejstring over Superligaen.

- Jeg sætter meget stor pris på den danske liga. Jeg plejer at kalde den for "mini-Bundesliga". Det er en surrealistisk god liga for unge spillere. Selv om jeg havde tilbud fra Partizan og Gent, ville jeg til AGF og skrev under på en fire-årig aftale. Jeg havde en fantastisk tid i Aarhus og var den bedste målmand i ligaen i to et halvt år, sagde han i et interview tilbage i januar.

Starter på bænken mod Danmark
Det var også i løbet af hans tid i Danmark, at han fik sin første og hidtil eneste optræden for Serbiens landshold. Det var i efteråret 2016, hvor han spillede en halvleg mod Ukraine.

Siden har Aleksandar Jovanovic ad flere omgange været udtaget, men dog uden at få mere spilletid.
Det bliver nok heller ikke til spilletid mod Danmark mandag aften, selvom førstemålmand Predrag Rajković er ude.

I Serbiens kamp mod Schweiz forleden fik Djordje Petrovic, der er udlejet fra Chelsea til Strasbourg, chancen i målet, og han ventes at få genvalg mod Danmark.

Aleksandar Jovanovic gør sig i dag i Partizan Beograd i hjemlandet.