FC København må til lommerne. Igen. Igen.
Denne gang skal FC København betale 100.000 kroner i bøde for brug af pyroteknik i opgøret på Ceres Park mod AGF den 10. november.
Af indberetningen fremgår det, at der inden kampstart blev antændt 56 stk. pyroteknik på FC Københavns tilskuerafsnit, og det er det forhold, hovedstadsklubben straffes for.
Fodboldens Disciplinærinstans har ved strafudmålingen lagt vægt på antallet af indberetninger vedrørende FC København de seneste 12 måneder, og at der er tale om omfattende og organiseret afbrænding af pyroteknik.
FC København kan appellere kendelsen inden to uger fra dags dato.