Det kan være svært at sige nej til Ruud van Nistelrooy.
Det kan danske Chido Obi-Martin i hvert fald snakke med om. Den kun 16-årige dansker er færdig i Arsenal og skifter efter alt at dømme til Manchester United.
Og det kan han i høj grad takke assistenttræner i Manchester United, Ruud van Nistelrooy, for. Den tidligere United-bomber var nemlig afgørende i at overbevise Chido Obi-Martin om skiftet.
Hollænderen skulle angiveligt have præsenteret en udviklingsplan for den danske skarpskytte, som han ikke kunne sige nej til.
Den danske teenager har scoret mål ind på samlebånd for Arsenals U18-hold, hvor det er blevet til vanvittige 32 mål på 20 kampe.
I fremtiden skal han dog forsøge at gøre kunsten efter i Manchester United, der blot var en af mange klubber, der stod i kø for at sikre sig hans underskrift.
Også tyske Dortmund og Bayern München skulle have forhørt sig om den danske angriber, men måtte begge se sig slået af Premier League-giganterne.