- Jeg vil dø for mine holdkammerater - men lidt mere for "Thyge"

 

Det er 10 år siden, de to spillere første gang mødtes i en Superliga-kamp. Dengang var de begge 20 år gamle. Bajram Fetai var netop vendt hjem fra skotsk fodbold og spillede i Skotland, mens Thygesen var i gang med sin anden sæson i FC Midtjylland. På SAS Arena vandt hjemmeholdet 1-0.

 

" Vi kendte ikke hinanden så godt. Vi kom i en glidende tackling mod hinanden. Han havde Puma King-støvler og skinner der var større end hans ben, og jeg tænkte, han var en rigtig tonser. " Den gjorde ondt, den der," tænkte jeg. " Ham slår man sig på".

 

Så lærte vi hinanden at kende, og der har altid været konkurrence mellem os," siger Bajram Fetai.

 

I det efterfølgende årti har de mødt hinanden adskillige gange i Superligaen - også efter de blev tætte venner. Og det har været nogle specielle kampe, fortæller Fetai.

 

" Det har altid været sjovt. Vi har været så professionelle, at når vi går på banen, kan vi adskille det. Vi er gået til hinanden, men jeg har altid undladt at komme i en tofodstackling, hvis det lige var ham. Han er heller ikke en svinsk spiller, men vi er gået til den, for når man er venner, kan man godt lide at konkurrere.

 

" Jeg gav dig lidt body." " Kan du huske den skulder, du fik?" og frem og tilbage," siger Fetai med et par tænkte eksempler, men Thygesen bryder ind: " Kan du huske den skulder?" " Ja, jeg kan godt huske den." Det er et enkeltstående øjeblik i en for længst glemt Superliga-kamp, men for både Fetai og Thygesen er det et varigt minde - for førstnævnte et ærgerligt et af slagsen, for Thygesen et godt. Fetai fortæller:

 

" Jeg tror, det var Nordsjælland-Midjylland i Herning. Nogle gange er man boldfikseret, og så kommer der et monster, som giver en skulder, så man ryger ud over linjen. Jeg sagde ikke noget til " Thyge", men jeg sagde noget til dommeren. Havde det været en anden, var jeg måske blevet sur og havde bestemt mig for at flække ham. Han gik og fniste indvendigt, er det ikke rigtigt?"

 

" Jeg lavede et frispark på Bajram og stoppede en kontra. Den blev ikke dømt, og det var jeg rigtigt, rigtigt tilfreds med," bekræfter Thygesen.

 

" Han grinede ikke, men jeg vidste, at han gjorde det indvendigt. På den anden side har jeg en på ham fra en anden kamp, hvor vi gik op i en duel, og jeg gav ham en skulder, uden der blev dømt frispark.

 

" Dommer, hvad sker der?" råbte han, men han sagde ikke noget til mig. Jeg grinede selvfølgelig ikke, men indvendigt tænkte jeg: " Yes - 1-1! Tak for sidst!""

 

Det er et par dueller, der huskes, men over alle kampe troner pokalfinalen i 2010. FC Nordsjælland med Bajram Fetai i truppen havde nået finalen for første gang, FC Midtjylland for tredje gang men endnu uden sejre. Så det var en enorm begivenhed for begge klubber, der havde muligheden for at vinde et historisk trofæ, men kun én af dem gjorde det.

 

Det blev FC Nordsjælland, der med Fetai som målscorer vandt 2-0 efter forlænget spilletid.

 

Det er da også den tidligere FC Nordsjælland-spiller, der bringer den kamp ind i snakken.

 

" Den kamp, jeg husker allerbedst, er pokalfinalen."

 

" Arh, jeg vidste, du ville nævne den," svarer Thygesen.

 

" Jeg bliver jo nødt til det," siger Fetai, næsten undskyldende.

 

" Den brænder stadig i mig. Derhjemme havde Bajram en kæmpe plakat, hvor de løftede pokalen. Hver gang, jeg kom hjem til ham, fik jeg lidt ondt i hjertet."

 

" Jeg havde også medaljen. Det sjove ved den kamp er, at den fortæller meget om venskaber og om fodbold. Der findes et billede, hvor jeg ligger på knæ og peger mod himlen, mens " Thyge" er lige bag mig og tager sig til hovedet. Det billede har jeg gemt. Det fortæller om glædesstunder og dårlige oplevelser i fodbolden. Det minder om de gode tider, men det minder også om, at jeg har været så heldig at spille mod en, jeg kender, i en pokalfinale - og vundet over ham," siger Fetai.

 

Det var en enorm sejr for FC Nordsjælland og Fetai. Både klub og spiller fik seniorkarrierens første trofæ, mens FC Midtjylland og Thygesen endnu havde titler til gode. Året efter scorede Thygesen to gange i finalen, men endnu engang tog FC Nordsjælland, denne gang uden Fetai der var skiftet til Lyngby, den endelige sejr. Så 2010-finalen er et åbent sår for den ene halvdel af makkerparret og en lykkelig stund for den anden, men det har ikke ødelagt noget mellem dem. De er fodboldspillere, og de ved, at det er sportens natur, at der skal være en vinder og en taber.

 

" En uge før kampen var vi sammen hjemme hos dig. Vi sad og snakkede om, hvor vigtig den kamp var for os begge to, og at vi ville vinde den. Vi talte om, at vi glædede os meget, men at det uanset hvad aldrig ville påvirke vores venskab," husker Thygesen.

 

" Efter kampen gik jeg med det samme over til ham. Jeg tror også, vi byttede trøjer? " Thyge" var ikke tilfreds, og jeg forstod ham.

Man skal have en forståelse for den anden. Nogle ville være nærtagende, hvis jeg gik over og gav ham en krammer og spurgte, om vi skulle bytte trøjer, og han så næsten afviste mig. Men jeg ville have gjort det samme. Det var på grund af hans skuffelse. Jeg respekterede det og gik videre, mens andre måske ville have taget det personligt," siger Fetai.

 

" Det handler om at finde de rigtige øjeblikke til at vise glæde eller frustration," uddyber Thygesen.

 

" Vi kender for eksempel et tvillingepar, Andreas og Thomas Sørensen, hvor en af dem har jublet op i hovedet på den anden og forsøgt at filme, så den anden fik et rødt kort." Den slags er ikke noget for Fetai.

 

" Det kunne jeg aldrig finde på. Det kan godt være, jeg vil vinde for enhver pris, men ikke ved at være respektløs over for " Thyge" - eller håne ham, hvis jeg har vundet. Jeg ved, hvilken person han er, og jeg ville aldrig lade det komme mellem os." T Men der er dog undtagelser. For ét er at spille en vigtig pokalfinale, noget andet er de små dyster, som konkurrencelystne venner altid kaster sig ud - for eksempel i brætspillet Partners.

 

" Jeg kender " Thyge" som en rigtig dårlig taber, og jeg er selv en rigtig dårlig taber. Når jeg har vundet over ham i Partners - og det er sket rigtigt mange gange - kan man se, at det brænder i ham," siger Fetai.

 

Thygesen samtykker.

 

" Når man spiller spil, må man godt. Så skal man håne.".

 

Der er sket meget i både Bajram Fetais og Mikkel Thygesens karrierer. De tidligere Superliga-profiler har rundet de 30 og spiller i dag 1. divisionsfodbold for FC Roskilde. De er begge på halvtidskontrakter, og de to selverklærede gadedrenge er blevet voksne. Mikkel Thygesen er sammen med blandt andre sin tidligere træner Erik Rasmussen involveret i velgørenhedsorganisationen FANT (Football for A New Tomorrow) i Sierra Leone, og Bajram Fetai er far til en dreng på snart 16 måneder. Thygesen skal være far til februar.

 

Og så spiller de nu for første gang i samme klub. De er ikke længere kun venner; nu er de også kolleger, der sammen skal skabe resultater med alt hvad det indebærer af glæde, irritation, jubel og diskussioner. Men det har ikke ændret noget, at de nu stiller krav til hinanden.

 

" Hvis " Thyge" siger, jeg skal lette røven, så gør jeg det. Jeg forlanger, at " Thyge" siger det, for hvis han ikke gør det, hvem skulle så? Jeg håber, det er det samme den anden vej. Nu er " Thyge" selvfølgelig et år ældre, så det er begrænset, hvad jeg kan sige til ham," mener Fetai.

 

Thygesen supplerer: " Selvfølgelig er vi rigtigt gode venner, men vi spiller for at vinde. Bajram er den, jeg kræver mest af, for jeg ved, hvad han kan udrette på en fodboldbane. Jeg tror, det er det samme omvendt. Vi kræver meget, og vi støtter meget." " Når man kender hinanden uden for banen, tror jeg på, det giver noget inde på banen, også til træning. Det er en mental ting. Der er spillet 88 minutter af en kamp, og man er fuldstændig smadret. Hvis ens gode kammerat siger, at man skal tage en sprint på 40 meter, jamen så finder man de ekstra kræfter. Man giver hinanden mentalt overskud," siger Thygesen, og Fetai er enig.

 

"Jeg vil dø for alle mine holdkammerater, men jeg vil dø lidt ekstra for " Thyge"".

 

Andre ser anderledes på venskaber i fodboldens verden. I sin bog " På Banen" fra 1999 skriver Morten Bruun: " Det er en af sportsverdenens mest utålelige klicheer, at man vinder, fordi man er gode venner. Det gør man ikke, men der er gode chancer for, at man bliver gode venner, fordi man vinder." Det kan de to kammerater fra FC Roskilde ikke genkende.

 

" Det er helt skidt sagt, det der. Det er så gammeldags. Hvis man ikke har gode relationer på banen, vinder man ikke fodboldkampe.

 

Alle trænere og klubber, jeg har haft, har lavet sociale arrangementer. De har betalt for byture og lignende for at fremme fællesskabet.

For de ved, at uden et stærkt fællesskab vinder man ikke noget. Man behøver ikke alle sammen være bedste venner, men man skal have gode relationer," siger Mikkel Thygesen, der føler stærkt for fællesskab i fodboldens verden.

 

" Jeg synes, at for få fodboldspillere prøver at engagere sig og skabe relationer til folk.

 

Fodbold er tit en enkeltmandsvirksomhed, og jeg synes, det er forkert. Jeg kan godt forstå det, for der er mange penge involveret, men jeg vægter sgu mennesker højere," siger Thygesen, og vennen ved hans side påskønner ordene.

 

" Bare det, at han siger sådan, fortæller meget om ham. De værdier har jeg altid vægtet rigtigt højt. Jeg kan ikke andet end at respektere " Thyge" og ville gøre alt for ham, når han har den tilgang til livet. I sidste ende er det venskaberne, som varer ved."