Brøndby gemmer Agger til AGF-kamp
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Europa League

Brøndby gemmer Agger til AGF-kamp

Daniel Agger er ikke med i aftenens kamp i Europa League for Brøndby.

Når Brøndby torsdag aften møder PFC Beroe i Europa League-kvalifikationen, bliver det uden klubbens største stjerne, Daniel Agger. 

Daniel Agger er således blevet hjemme i Danmark for at holde sig klar til søndagens Superliga-premiere mod AGF.

-  Vi har prioriteret at lade Agger blive hjemme og træne, så han er parat til kampen mod AGF på søndag. Agger er endnu ikke klar til at spille fire kampe på 11 dage, siger Brøndby-træner Thomas Frank til Ekstra Bladet.
 
Han ønsker at prioritere Superligaen højt.
 
- Det er nødvendigt at dosere friskheden i truppen, hvis vi skal få en god start på sæsonen og samtidig præstere over en hel Superligasæson. Vi vil rigtig gerne videre i Europa, så vi kan høste endnu mere erfaring til vores unge trup, men man skal heller ikke glemme, at selv om vi har rykket os rigtig meget som hold på to år, så skal vi tage de rigtige skridt på de rette tidspunkter, siger han.