På fredag spiller det danske U21/landshold den første af to playoff-kampe om at komme med til EM. Modstanderen er Island, der på papiret burde været til at feje af banen for det sprudlende danske hold, men landstræner Jess Thorup maner til besindighed.
- Det er et godt hold, der har spillet med mere eller mindre de samme spillere ved alle kvalkampene. De spillede 1-1 på udebane mod et stjernespækket fransk landshold, så det bliver to meget lige og svære kampe. Vi har en sund respekt for vores modstander, men vi har en tro på egne evner, og det er vores tilgang, siger Jess Torup til BT.
Thorup fremhæver den islandske fysik som en af modstandernes forcer, men det danske hold, der strøg gennem kvalifikationens gruppespil som det mest scorende hold af alle er klar til at tage kampen op.
Første kamp er fredag i Aalborg, mens returopgøret spilles i Reykjavik tirsdag den 14. oktober.