Åge Hareide var ikke en populær herre onsdag.
Til lyden af buhråb fra israelske journalister satte Hareide sig til rette på pressemøde forud for Islands kommende kamp mod Israel.
Det skriver det islandske medie Fotbolti.
Flere israelske journalister havde fundet vej til pressemødet, og de var tydeligt utilfredse med den tidligere danske landstræner.
Utilfredsheden stammer fra Hareides udtalelse tidligere på måneden, hvor han sagde, Island ikke burde spille mod Israel grundet krigen mod Hamas og de mange dræbte civile.
De udtalelser ville de Israelske journalister høre Hareide ind til, da de var færdige med at buhe.
- Du har kommenteret på krigen i Israel, og du har snakket om ting, som du ikke ved noget om. Fortryder du din kommentarer? Israel har været offer for en massakre, og du har taget et politisk ståsted, sagde den ene israelske journalist ifølge Fotbolti.
Hertil svarede Hareide:
- Hvor jeg kommer fra, har man ytringsfrihed. Nogle gange går der noget galt i oversættelserne. Jeg er meget interesseret i politik, og jeg vil gerne have, der skal være fred. Jeg kommer fra et fredfyldt land, og jeg har ikke valgt side i den her sag. Det handler mere om, at jeg er trist over, hvad der foregår. Jeg har intet mod Israel, sagde Åge Hareide.
Hareide blev af en anden israelsk journalist spurgt, om han ville give hånd til de israelske spillere og trænere, og hertil lød der et tydeligt ’ja’ fra den islandske landstræner.
EM-kvalifikationskampen mellem de to lande spilles torsdag aften i Budapest.