Simon Poulsen: Kun spilletiden har skuffet
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Benelux

Simon Poulsen: Kun spilletiden har skuffet

Simon Poulsen er tilfreds med sit første halve år i PSV Eindhoven. Kun mængden af spilletid kan der sættes en finger på.

Simon Poulsen har ikke haft samme succes i PSV Eindhoven indtil videre, som han havde i sidste sæson i AZ Alkmaar, men den danske venstreback går ikke i panik over en sløj start i den hollandske mesterklub.

- Det er på mange måder gået, som jeg havde forventet. Det er en stor klub med mange gode spillere, og der er stor konkurrence om pladserne. Det eneste, der har været skuffende, har været spilletiden, men det har sine grunde, siger Simon Poulsen til AZ Fanpage og henviser til et par drilske skader.

Det er dog blevet til en lille håndfuld kampe for Poulsen i PSV-trøjen, og han erkender, at han har meget at forbedre.

- I de kampe, jeg har spillet, synes jeg, at jeg har gjort det udmærket, men jeg har ikke nået mit gamle niveau, fastslår han.

PSV Eindhoven er nummer tre i Æresdivisionen – fire point efter Ajax Amsterdam.