Generelle

En amerikansk kosmopolit

FODBOLDENS LEGIONÆRER # 3 - Tipsbladet taler med udenlandske spillerere, som er endt i danske divisioner: Benny Feilhaber nyder tilværelsen i Århus, som både er lille nok til at være stille og stor nok til at være spændende. Den amerikanske kosmopolit finder danskerne varme, uadvendte og høflige. I AGF-truppen omgås han dog mest de andre engelsk-talende udlændinge.

I modsætning til europæisk sport er det amerikanske transfermarked ikke helt frit, for alle spillere samles i en stor pulje, som så fordeles til holdene i den såkaldte draft hvert år. Benny Feilhaber kunne derfor lige så godt være kommet til Chicago Fire, som han kunne have blevet i Californien og spillet for L.A. Galaxy.

De små forskelle
I stedet blev til altså til et europæisk eventyr, og det er Benny Feilhaber glad for. Det har givet ham muligheden for at lære nye lande og en anden kultur at kende.

Er der stor mentalitetsforskel mellem USA og Europa?
”Ja. Det er svært at beskrive præcist hvad, men man kan føle det. Det er bare en anden livsindstilling. Kulturen er bare en lille smule anderledes. Men jeg nyder det. Jeg kan lide at dele mit liv i Californien med mit europæiske liv her.”

”En ting, man kan sige, er: Alting i Europa lader til at være en lille smule mindre, og man kan mærke dem selv. I USA er tingene så store, at det er for meget at forstå dem nogle gange. Der foregår så mange ting.”

”Jeg nyder så meget, at Århus er lille nok til, at man møder folk mere end en gang. Man løber ind i nogen på gaden, og det gør ikke så meget, hvis man ikke lige får deres telefonnummer, for inden for de næste uger møder man dem igen. Det er rart at se de samme mennesker igen. Det får én til at føle sig... hjemme.”

Her i Danmark har vi stor indflydelse fra USA gennem film og fjernsyn. Er Danmark et amerikaniseret land?
”Det synes jeg ikke, selvom der er ting her, som er rare at have for en amerikaner, mens han er her. Fjernsynsprogrammer fra USA på engelsk. Det er ikke som i Tyskland, hvor de synkroniserer film. I Danmark viser de dem på engelsk og indsætter danske undertekster, så det er rart. Men fordi Århus er en lille by, er her mindre turisme end i København, så det føles stadig som en europæisk by og har det her europæiske præg over sig, som jeg kan lide. Der er en god fordeling mellem ting, som er de samme som i min kultur derhjemme, og så de danske og europæiske ting, som er anderledes, og som jeg kan lide at lære om.”

USA er altid et stort diskussionsemne på grund af den rolle, landet spiller rundt om i verden. Har du nogensinde haft en diskussion med nogen her i Danmark om USA og dets politik?
”Ikke rigtig, nej. Jeg går ikke så meget op i politik. Jeg tror, at der altid vil være folk, som er uenige i, hvad USA gør, og folk, som er enige. Det er en svær position at være i nogle gange. USA er et virkelig magtfuldt land, og nogle gange går de steder hen, hvor de ikke burde, men andre gange går de steder hen og hjælper virkelig de mennesker, som bor der. Det er svært at sige, hvornår det er rigtigt, og hvornår det er forkert.”

Blev du overrasket over at se Barack Obama valgt til præsident?
”Da det til sidst var Obama mod McCain var jeg ikke overrasket. Da var jeg sikker på, at Obama ville vinde. Det så ud til, at alle støttede ham.”

”Jeg tror nok, at folk fra andre lande vil se anderledes på USA nu, men det gør jeg egentlig ikke. Jeg mener; det er en god ting, at det skete, og det giver folk håb både i USA og resten af verden, men han er er stadig meget ny i stillingen. Han har kun været der i et halvt års tid, så vi er nødt til at give ham mere tid til at se, hvad han vil gøre. Men det er interessant.”
Måske er ”nysgerrig” det ord, der bedst beskriver kosmopolitten Benny Feilhabers natur, og hvis han i det næste års tid kan leve op til hypen omkring sin person, pakker han måske snart rygsækken igen og sætter kurs mod større europæiske klubadresser.