Everton råder over Jesper Lindstrøm, men nu har klubben fået endnu en dansker på lønningslisten.
Ole Nielsen er tilbage i klubben i en rolle som International Scout med fokus på Skandinavien, og her havde han første arbejdsdag den 1. oktober.
Han havde også lignende stilling, da han var ansat i Merseyside-klubben fra 2017 til 2018, og til Tipsbladet fortæller han, hvordan deres veje blev ført sammen igen.
- Siden jeg stoppede i 2018, har jeg holdt kontakten med Dan Purdy, der nu er Head of Recruitment. Inden for fodboldverdenen handler det om netværk. Vi har holdt kontakten ved lige og havde et godt samarbejde, da jeg var der første gang. Jeg har hjulpet dem engang imellem, når han har spurgt på nogle spillere helt uformelt, og så har han hjulpet mig med nogle kontakter i andre klubber.
Det giver rigtig god mening, at Everton har prikket Ole Nielsen på skulderen, for der løber en masse godt talent rundt i Skandinavien, og det har Premier League-klubben også bemærket.
- Der opstod en mulighed, hvor de vil have lidt mere fokus på Skandinavien, og han (Dan Purdy) mente, at jeg var den rette til det.
- Der er gode eksempler på spillere fra Skandinavien, som er kommet til Premier League enten direkte eller via andre ligaer. Yankuba Minteh og Kamaldeen Sulemana er eksempler på spillere, der kommer fra skandinaviske klubber.
Det er dog ikke sådan, at Ole Nielsen har smidt alt, han har i hænderne, for det nye job. Faktisk er han fortsat ansat som chefscout for SK Brann, der pt frister en tilværelse som nummer to i Eliteserien i Norge.
Hvordan hænger det så sammen, at man er ansat af to forskellige klubber, særligt når stillingen i Brann er en fuldtidsstilling?
- Jeg plejer at sige, at det er ”altid”. Det vigtigste er, at man kan lide det, man laver, og der er jeg benådet i den grad.
- Jobbet i Brann er mit hovederhverv. I Brann har vi primært fokus på Skandinavien, og vi har en trup fyldt med skandinaver. På den måde giver det god mening, at man skal dække Skandinavien for Everton, i og med der er forskellige økonomiske ressourcer. Niveauet er også lidt anderledes. Derfor er der ikke nogen interessekonflikt.
Ole Nielsen har da også arbejdet på denne måde tidligere. Dengang han var i OB for år tilbage, var han sideløbende ansat i først Leicester og siden Everton.
I Everton har han fået sig en toårig aftale.