Generelle

En amerikansk kosmopolit

FODBOLDENS LEGIONÆRER # 3 - Tipsbladet taler med udenlandske spillerere, som er endt i danske divisioner: Benny Feilhaber nyder tilværelsen i Århus, som både er lille nok til at være stille og stor nok til at være spændende. Den amerikanske kosmopolit finder danskerne varme, uadvendte og høflige. I AGF-truppen omgås han dog mest de andre engelsk-talende udlændinge.

”Uden for banen passer Århus mig virkelig godt, fordi det både kan være en stille by og en spændende by. Den er præcis som mig. Jeg kan lide at være rolig og afslappet det meste af tiden, men når vi går ud for at  lave noget, er byen også rar at være i. Man kan både slappe af og slå sig løs.”

”Siden jeg har været i Århus, har jeg virkelig nydt min tid her. Jeg bor lige udenfor centrum og kan komme derind på fem minutter. Jeg kan gøre omtrent alt, jeg vil. Der er mange restauranter, caféer og den slags ting, så jeg nyder virkelig byen. Ud af de byer, jeg har boet i som fodboldspiller i Europa, er Århus det sted, jeg bedst har kunnet lide.”

Kosmopolit
Benny Feilhaber er af østrigsk-jødisk afstamning og har rødder i tre forskellige lande. Farfaderen emmigrerede med familien fra Østrig til Brasilien i de turbulente år under lige inden 2. Verdenskrig i 1938. 

Benny Feilhabers forældre blev født i Brasilien, hvor Benny Feilhaber og hans søster også er født - nærmere bestemt i Rio de Janeiro. Allerede da Benny Feilhaber var seks år gammel, flyttede familien dog til New York og nogle år senere videre til Los Angeles.

”Jeg tror, at det har hjulpet mig. Jeg flyttede rundt tre-fire gange, da jeg var i alderen seks til fjorten, så jeg blev vant til at få nye venner og lære om nye steder. Det var dog hårdt at vokse op på den måde, og føle, at man ikke rigtig har kendt nogen i hele sit liv, men det gjorde mig helt sikkert til en stærkere person og hjalp mig til at kunne omstille mig til nye steder bedre.”
Benny Feilhaber fik brug for sine tilpasningssevner, da han i 2005 som 20-årig flyttede fra hjemmets trygge rammer for første gang i sit liv og rejste til Hamburg for at forsøge at slå igennem i storklubben HSV. Valgmulighederne var mange for Feilhaber, som gjorde positivt opmærksom på sig selv ved det års U/20-VM i Holland, hvor han var med til at spille mod Lionel Messis Argentina, og det endte med et ophold i Nordtyskland.

”Jeg husker de første seks måneder i Tysland som virkelig hårde. Noget af det sværeste er, når du flytter hjemmefra for første gang, og du samtidig skal tilpasse dig til et nyt land og en ny kultur. Jeg kom direkte fra Los Angeles og var fuldstændig alene. Det er ikke det nemmeste at gøre. Jeg var 20 år, og der var en sprogbarriere, fordi ikke alle i Tyskland taler engelsk. Det er ikke det samme som i Danmark, hvor alle taler engelsk. Jeg måtte blive venner med gutter, som ikke talte engelsk så godt, og det var ikke så let, men efter de første seks måneder begyndte jeg at nyde min tid der.”

”Det er en fantastisk by, Hamborg. Det er en storby, og der er altid noget at lave. Jeg var der i to år, og mit andet år var virkelig exceptionelt. Jeg spillede nogle Bundesliga-kampe og også nogle Champions League-kampe, og det hjalp selvfølgelig også på min mentalitet uden for banen.”

HSV kunne dog ikke rigtig bestemme sig for, om klubben ville satse på Benny Feilhaber, så han røg op og ned mellem førsteholdet og reserveholdet. 

I sommeren 2007 blev Feilhaber overraskende udtaget til USA’s landsholdstrup til Gold Cup, og siden hans spektakulære sejrsflugter mod Mexico i finalen har der stået en vis hype om den talentfulde midtbanespiller.

Blandt de interesserede klubber var Strassbourg, Heerenveen, Celtic og Basel, men i stedet havnede Feilhaber hos den nyoprykkede Premier League-klub Derby County.