Der er halvanden måneds tid til, at transfervinduet åbner igen, og i de 12 Superliga-klubber er man nået langt i vurderingerne af, hvad der skal ske i vintermåneden.
Reserver skal ud, nogle steder skal talenter udlejes for at få spilletid, og så er der også muligheden for, at profiler skal sælges.
Mange steder kommer de store salg først til sommer, men står en stor klub i udlandet med mange millioner i januar, kan det være svært at sige nej.
Vi har set på de største salgsemner i hver af de 12 Superliga-klubber og ser her på Randers FC.
Randers FC
Simen Bolkan Nordli
Offensivspiller
Norge
24 år
ANALYSE:
I fodbold handler det meste om timing. Timingen bliver næppe nogensinde bedre i forhold til et lukrativt salg af Simen Bolkan Nordli.
Nordmanden har brændt et himmelsk efterår af med et væld af mål og assists, og det må alt andet end lige have fået interessen for Nordli til at eksplodere. Det samme kan siges om prisen.
Med halvandet år tilbage af kontrakten vil det være et rigtig godt tidspunkt at sælge for Randers FC, hvis kronjyderne stræber efter at score den helt store jackpot på formstærke Nordli. Alternativt skal klubben naturligvis forsøge at forlænge aftalen.
Simen Bolkan Nordli øjner naturligvis et skifte, der både sportsligt og økonomisk vil være et skridt op i forhold til Randers FC. Han kan blive svær at holde på for Superliga-klubben.
BOBLERE:
Stephen Odey ligner mere og mere en mand, der har udspillet sin rolle i Randers FC. Nigerianeren er helt sikkert en af de mere løntunge spillere i Superliga-klubben, men han er kun startet inde i en tredjedel af Superliga-kampene i denne sæson. Det trækker op til en skilsmisse mellem Odey og Randers.
21-årige Tammer Bany er helt sikkert en spiller, som flere klubber holder et vågent øje med, men mon ikke, at han gør sæsonen færdig i Randers FC.