Video : Tipsbladet
Superliga

Bør FCK og BIF frygte stenrige SIF? Se svaret her

Der kommer flere penge i Silkeborg IF. Men hvor mange flere?

SILKEBORG (Tipsbladet): Abu Dhabi vendte Manchester Citys tilværelse på hovedet, da Golf-staten i 2008 forvandlede Premier League-traditionsholdet fra en nedrykningstruet underskudsforretning til verdens mest velhavende fodboldklub.

FC Midtjyllands spillerbudget er blevet fire til fem gange større, siden Matthew Benham købte klubben i 2014, og sådan har en række klubber i Europa og resten af verden fået deres skæbner vendt på hovedet.

I Silkeborg IF kommer der nu en amerikansk investorgruppe med canadisk fødte Benjamin Boycott og investeringsrigmanden Kenneth Polk fra Arlington, et investeringsselskab, der investerer omkring 70 milliarder kroner på vegne af 80 familier.

Silkeborg-direktør Kent Madsen håber på flere triumfer. Foto: Alamy

Og de beløb klinger jo af noget, men betyder det så også, at Superligaen får en ny topklub, der kan lægge sig ud med FC København, FC Midtjylland, Brøndby IF, AGF og FC Nordsjælland, der nogle gange overses med de egyptiske mangemilliardærer i familien Mansour i ryggen?

Tipsbladet var med til tirsdagens pressemøde i Silkeborg, hvor Benjamin Boycott og Silkeborgs administrende direktør Kent Madsen fortalte om det kommende opkøb, og Tipsbladet spurgte efterfølgende direktøren, om det ligger i kortene, at man nu skal presse de rigeste klubber i Superligaen.

- Nej, sådan ser det ikke ud i min krystalkugle. Vi kommer ikke til at lave kvantespring eller en revolution. Vi vil hele tiden bygge på. Nogle siger, vi ikke længere er et elevatorhold. Jeg ser det sådan, at elevatoren er stoppet oppe for en stund. Og vi må se, om vi kan holde den deroppe. Jeg tillader mig at sige, at vi bokser lidt over vores vægtklasse, for vi har ikke et budget til Top 6 men alligevel byder os til, siger Kent Madsen til Tipsbladet.

- Det er vildt, at vi både er to point fra at være ude af Top 6 og to point fra førstepladsen. Superligaen er fuldstændig vild lige nu. Det bliver hårdt at komme i Top 6 i denne sæson, men alene det, at vi er seriøs kandidat, er alle enige om er stærkt, hvis vi gør det i tredje sæson ud af fire mulige, siger Kent Madsen.

Kan ikke hente dem
Spillerbudgettet i Silkeborg vil blive større, men for Kent Madsen at se giver det ingen mening at dagdrømme om for eksempel et spillerbudget på 70-80 millioner kroner, så man kan matche de nuværende budgetter i FC Nordsjælland og AGF.

- Alle flytter sig. Se vores venner i Randers, der søger en investor med en profil, hvor der bliver pumpet penge ind. Jeg tror, AGF med deres dygtige ledelse og Danmarks flotteste stadion, selv om det bliver sindssygt dyrt, bliver en magtfaktor i dansk fodbold i mange år frem. Og de store klubber ved vi alle, hvem er. FC Midtjylland, FC København, Brøndby. De bliver bare stærkere fra nu af. FC Nordsjælland ligger lige efter dem. Så vi skal se, om vi kan tage konkurrencen op med store byer som Aalborg, Odense, Randers og Esbjerg, jeg også tror vender tilbage, siger Kent Madsen.

Foto: Alamy

Så spillerkøb til 10, 20 og 30 millioner kroner får vi næppe at se i Silkeborg IF i de kommende år. Men det betyder ikke, drømmene er pakket væk i SIF.

- Vi drømmer da. Vi blev pokalmester for ganske få måneder siden. Vi er i kvartfinalen for tredje år i træk. Hvem ved? Vi er jo i det her for at drømme. Men vi kommer ikke til at fordoble budgettet. Og selv hvis vi gjorde, ville vi stadig være lillebror i forhold til dem, vi her taler om, siger Kent Madsen.

Silkeborg IF satte den forgangne sommer klubrekord for det samlede beløb, man købte spillere for.

Se sportschef Jesper Stükers analyse af de handler her, og læs også om Silkeborgs aktuelle spillerbudget her.