Video : Tipsbladet
Landshold

Danmark kan trække Sverige og Norge i VM-kval'en

De fem seedningslag til den europæiske VM-kvalifikation ligger fast efter de sidste Nations League-kampe.

Danmarks mandlige fodboldlandshold har blandt andet mulighed for at trække Sverige eller Norge fra andet seedningslag, når der 13. december trækkes lod til VM-kvalifikationen.

Efter tirsdagens sidste kampe i Nations League er de fem seedningslag således klar. Allerede mandag stod det klart, at Danmark er blandt de 12 topseedede nationer, og nu er der overblik over alle deltagerlande.

Ud over Danmark er de topseedede lande Spanien, Tyskland, Portugal, Frankrig, Italien, Holland, Kroatien, England, Belgien, Schweiz og Østrig.

De 12 lande fra andet lag er Ukraine, Sverige, Tyrkiet, Wales, Ungarn, Serbien, Polen, Grækenland, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Norge.

Tredje lag indeholder Skotland, Slovenien, Irland, Albanien, Nordmakedonien, Georgien, Finland, Island, Nordirland, Montenegro, Bosnien-Hercegovina og Israel.

Fjerde lag tæller Bulgarien, Luxembourg, Kosovo, Belarus, Armenien, Kasakhstan, Aserbajdsjan, Estland, Cypern, Færøerne, Letland og Litauen.

I det femte lag finder man blot seks nationer i form af Moldova, Malta, Andorra, Gibraltar, Liechtenstein og San Marino.

Da Danmark skal spille kvartfinale i Nations League til marts, får Danmark ikke sin endelige gruppe, når der trækkes lod 13. december.

Danmark vil ved den lejlighed blive trukket ud til to mulige grupper, og resultatet af Nations League-kvartfinalen er afgørende for, hvilken af de to grupper man havner i.

De fire lande, der avancerer til Nations League-semifinalerne, bliver en del af en fireholdsgruppe i VM-kvalifikationen.

De 12 gruppevindere går direkte til VM, mens de 12 toere kan komme i spil til slutrundedeltagelse via playoffkampe.

/ritzau/