Video : Tipsbladet
Landshold

Jon Dahl Tomasson er stolt

Sverige sikrede sig lørdag oprykning i Nations League til stor tilfredshed for træner Jon Dahl Tomasson.

Den danske træner for Sveriges fodboldlandshold, Jon Dahl Tomasson, er stolt over at stå i spidsen for det svenske mandskab.

Det siger han lørdag aften, efter at det lykkedes for Sverige at sikre sig oprykning til B-laget i Nations League.

- Det er en fantastisk følelse, siger Tomasson til Viaplay.

- Jeg er virkelig stolt over at stå i spidsen for det her hold. Det er op til mig at give holdet en retning, og jeg føler, at spillerne elsker den retning. De gør alt for Sverige, lyder det fra den tidligere danske landsholdsangriber.

Oprykningen blev sikret via en 2-1-sejr hjemme over Slovakiet.

Svenskernes mål blev scoret af angrebsprofilerne Viktor Gyökeres og Alexander Isak, der også lagde op til hinandens scoringer.

Gyökeres og Isak nyder til daglig stor succes i deres respektive klubber, portugisiske Sporting og engelske Newcastle. Alligevel kæmper de - ligesom resten af Sveriges landshold - for de blågule farver, bemærker Tomasson.

- Vi har en række stjernespillere, som kæmper benhårdt for holdet, og alle andre gør deres for at hjælpe dem. Vi skabte en hel del situationer i dag.

- Der var selvfølgelig også nogle sjuskede øjeblikke, som da vi gav det udlignende mål væk og mistede den tidlige føring i første halvleg. Men det var en fantastisk indsats af gutterne, siger Tomasson.

Viktor Gyökeres scorede kampens første mål allerede efter tre minutter.

Cirka et kvarter senere udlignede Slovakiets David Hancko til 1-1, inden Alexander Isak i begyndelsen af anden halvleg gjorde det til 2-1.

Resultatet betyder, at svenskerne har 13 point efter fem kampe i deres Nations League-gruppe og ikke længere kan hentes på førstepladsen.

Tirsdag venter den sidste kamp i gruppen for Sverige. Der er tale om en udekamp mod gruppens sidsteplads, Aserbajdsjan.

/ritzau/