Video : Tipsbladet
Premier League

Hylder dansk stjerne: 'Han var alt for god til os'

Matt O'Riley gjorde et stort indtryk i den lille engelske klub MK Dons.

Matt O'Riley er ved at etablere sig som en spiller på øverste hylde.

I sommerens transfervindue skiftede den danske midtbanespiller fra storklubben Celtic til Premier League-klubben Brighton, og i sin første ligakamp for den engelske klub blev han matchvinder mod selveste Manchester City. 

At Matt O'Riley skulle ende på så høj en hylde var svært at tro for bare et par år siden. Her løb danskeren rundt i MK Dons i Englands tredjebedste række.

Dean Lewington var anfører for MK Dons, da Matt O'Riley var i klubben, og han husker udmærket danskeren, der kom til klubben efter en uendelig lang prøvetræning. På det tidspunkt var O'Riley lige stoppet i Fulham.

- Han dukkede op til træning mod slutningen af en pre-season. Vi havde rigtig mange til prøvetræning på det tidspunkt, og vi talte ikke så meget til ham. Han var der bare. Jeg har en ven, som er Fulham-fan, og han skrev til mig, at de havde høje forventninger til ham i Fulham.

- Han trænede med os i næsten fire måneder. Af og til var han væk i en uge, og så kom han tilbage igen. Det virkede til at vare for evigt, fortæller Lewington til The Athletic.

Til sidst lykkedes det MK Dons at skrive kontrakt med Matt O'Riley.

- Han havde en god venstre fod og var god på bolden uden ligefrem at fremstå outstanding. Han var en god, kompetent spiller. Det var først, da vi skrev kontrakt med ham, og han begyndte at spille kampe, vi kunne se, hvor god han rent faktisk var, fortæller Lewington.

Matt O'Riley blev kun bedre og bedre for MK Dons, og januar 2022 købte Celtic ham. Det er sjældent, at en spiller skifter direkte fra League One til Skotlands største klub.

- Man glemte måske, hvor ung han i virkeligheden var. Da han var her (i MK Dons, red.), var han 20 eller 21. Han var ung, men han var fremragende. Desværre var han alt for god til os, lyder det fra Dean Lewington. 

Matt O'Riley, der for nyligt er vendt tilbage fra en længere skadespause, er lørdag blevet udtaget til landsholdet forud for mandagens vigtige opgør mod Serbien. Her kan han potentielt spille sin tredje landskamp for Danmark.