Den islandske stjernespiller Gylfi Sigurdsson, der i sidste sæson havde et kort ophold i Lyngby Boldklub, kan være færdig som aktiv.
Den 35-årige midtbanespiller har godt nok et år tilbage af sin kontrakt med Valur, men han lægger ikke skjul på, at et karrierestop er på tale, selv om han har spillet pænt med kampe i denne sæson og ikke haft de store skadesproblemer.
Sæsonen på Island slutter i næste weekend.
- Jeg ved ikke, om jeg kommer til at fortsætte med fodbolden. Jeg spiller muligvis min sidste kamp i næste weekend. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, siger Gylfi Sigurdsson til fotbolti.net.
Gylfi Sigurdsson havde som nævnt en kort afstikker til Lyngby Boldklub, men det er for hans mange år i Premier League, de fleste husker islændingen. Her tørnede han ud for Swansea, Everton og Tottenham og spillede over 300 kampe i den bedste engelske række.
I Lyngby opnåede den islandske stjerne seks optrædener.