I sidste sæson havde han en sekundær rolle i Tottenham, men efter skiftet til Marseille er Pierre-Emile Højbjerg blevet en absolut nøglespiller på sit hold.
Den danske landsholdskaptajn har i flere ligakampe båret anførerbindet for Marseille, der generelt også har fået en overbevisende start på sæsonen under den nye cheftræner Roberto De Zerbi.
Pierre-Emile Højbjerg har fået masser af ros for sine præstationer i Ligue 1, og her taler tallene da også deres eget sprog om danskerens betydning for Marseille.
Ifølge tal fra statistikvirksomheden Opta har Pierre-Emile Højbjerg nemlig allerede lavet 100 afleveringer, der har brudt igennem en af modstanderens kæder. Ingen anden spiller i Ligue 1 har i skrivende stund lavet flere af denne type afleveringer end Pierre-Emile Højbjerg, der i gennemsnit har lavet 16 af slagsen per kamp i denne sæson.
Blandt dem, der har været imponeret over Pierre-Emile Højbjergs start i det franske, er Marseille-legenden Florian Thauvin.
- Du kan se, at Højbjerg har karakter, og du kan se, hvordan han taler til de andre spillere på banen. Han har personlighed. Du kan se, at han har en direkte indflydelse på holdet. De har en god trup og de kommer til at opnå store ting, lyder det ifølge Le10 Sport fra Florian Thauvin, der i dag spiller for Serie A-klubben Udinese.
Tipsbladet har tidligere på ugen talt med Marseilles sportsdirektør Mehdi Benatia om Pierre-Emile Højbjergs skifte til den sydfranske klub. Det interview kan du læse her.
Marseille ligger efter syv spillerunder på tredjepladsen i Ligue 1. Næste kamp for Højbjerg og co. er på søndag ude mod Montpellier.
100 – Pierre-Emile Højbjerg a effectué 100 passes cassant une ligne adverse en Ligue 1 cette saison, c’est au moins 16 de plus que tout autre joueur. Métronome. pic.twitter.com/jMWxYgU0bC
— OptaJean (@OptaJean) October 17, 2024