Den argentinske kantspiller Alexander Szymanowski spillede i sidste sæson 26 gange for Brøndby, og alle 26 var fra start, men i denne sæson er den lille argentiner gået fra en rolle som stamspiller til marginalspiller, hvor det kun er blevet til 10 kampe fra start og 16 kampe i alt.
Det er naturligvis skuffende for en spiller, som forventede at spille mere. Men man kommer ikke til at høre den 26-årige midtbanespiller brokke sig. Han accepterer situationen, holder hovedet højt og kæmper for at få mere tid på banen.
- Sådan er fodbold. Sidste sæson spillede jeg alt, og der var der nogle, der ikke spillede så meget. Nu er det så mig, der ikke spiller så meget, og jeg respekterer beslutningen fra træneren. Jeg ved ikke, om jeg fortjener flere chancer, det er ikke mig, der bestemmer det. Jeg vil da gerne spille mere, og det arbejder jeg hårdt på at sikre, at jeg kommer til, siger Szymanowski til tipsbladet.dk og fortæller:
- Jeg arbejder så hårdt, at du næsten ikke kan forstå det. Jeg giver alt hver eneste dag, og hver eneste morgen er det mit mål at træne godt og give alt, jeg har. Det gør også, at jeg er glad, fordi jeg ikke kan gøre så meget mere. Jeg ved godt, at jeg var en vigtig spiller i sidste sæson, men tingene er bare ikke gået min vej denne sæson. Det kan hurtigt vende, og det håber jeg på, men jeg er også tålmodig.
Kantspilleren kæmper med navne som Ferhan Hasani, Teemu Pukki, Andrew Hjulsager og Elba Rashani om de to pladser, og her har Thomas Frank foretrukket Pukki og Hasani indtil videre i foråret. Hasani sidder dog ude med skade, og det kan åbne op for Szymanowski søndag mod FC Vestsjælland. Argentineren er klar til at gribe chancen, fortæller han, også selv om det skulle blive til en indskiftning.
- Selv om man hedder Falcao eller Di Maria kan man ikke altid spille, siger Szymanowski med et grin:
- Det er altid svært at komme ind og få 15 minutter og så gøre en forskel. Men det handler om at gribe chancen, og det er jo mit arbejde. Det er den eneste chance for at vise, hvad du kan, og for at vise dit arbejde i ugen op til. Jeg er klar til at spille, og det er jeg, om det hedder et, to eller 90 minutters fodbold, siger argentineren.
Den udfordringsstærke kantspiller kan glæde sig over, at banen på Brøndby Stadion nu gavner den måde, Brøndby gerne vil spille på. Og ikke mindst den måde, Szymanowski spiller på. Argentineren er mere til, når bolden spilles langs jorden, og han kan blive sat i scene og foretage sine udfordringer.
- Det er godt for mig, og det er godt for alle i klubben, for den bane var svær. Det var svært at joke med i truppen - det kan vi heldigvis nu, hvor vi har fået en god bane igen, siger han.
Alexander Szymanowski har kontrakt frem til sommeren 2016.