27-årige Michael Almebäck har haft blandet succes i denne sæson. Forsvarsspilleren har leveret gode aktioner, men halvsæsonen har været præget af den store nedtur, som Esbjerg fB er løbet ind i. Almebäck er udlejet til vestjyderne fra Brøndby IF, og det er endnu usikkert, om forsvarsspilleren er at finde i Alka Superligaen efter januar.
I Sverige drømmer Örebro SK nemlig om at hente Almebäck hjem. Her spillede han fra 2009 til 2011, hvor han leverede flot og blev en favorit blandt klubbens fans. Nu håber den svenske klub på, at det kan blive til en ny aftale med den tidligere landsholdsspiller, selvom det ifølge træneren, Alexander Axen, bliver svært:
- Der er ikke noget på plads med Michael Almebäck. Det er et princip for mig, at jeg ikke kommenterer på spillere, vi endnu ikke har hentet. Han er dog en af de spillere, vi kigger på, og det er en yderst interessant spiller for os. Han tilhører dog Brøndby IF i et halvt år mere, og der er meget, der skal gå op i en højere enhed. Også da vi har en begrænset økonomi, siger Axen ifølge fotbollskanalen.se til Sportsbladet og understreger:
- Der er ingen tvivl om, at skiftet vil være en våd drøm for fansene, lyder det.
Den gode tid i Örebro har ikke kun kastet en aftale med Brøndby IF af sig. Michael Almebäck har også optrådt i Club Brügge, inden turen gik til Danmark.