Randers-profil skuffet over landstræner
Illustration
Superliga

Randers-profil skuffet over landstræner

Randers' Elmar Bjarnason undrer sig over, at han ikke er udtaget til Islands landskamp mod Færøerne. Nu har han tænkt sig at tage fat i landstræner Lars Lagerbäck.

Island møder i morgen aften Færøerne i en testkamp forud for efterårets vigtige VM-kvalifikationskampe. Holdet rummer tre Superliga-spillere i form af Ragnar Sigurdsson, Ari Skulason og Rurik Gislason, mens Randers-spilleren Elmar Bjarnason glimter ved sit fravær.

Han spillede fast for Randers hele foråret og er fortsat i denne sæson med at falde bedre og bedre sammen med Christian Keller på kronjydernes centrale midtbane. Og Bjarnason undrer sig over, at han ikke er blevet udtaget i fraværet af den skadede midtbanestyrmand Aron Gunnarsson fra Cardiff.

- Aron Gunnarsson er skadet og er ikke udtaget, så jeg havde regnet med og håbet på, at jeg ville være med denne gang. Jeg er selvfølgelig skuffet og irriteret over, at jeg ikke er med. Jeg spiller fast for Randers, og jeg mener, jeg er god nok til at være med. Jeg var med på ligalandsholdet sidste år og blev også udtaget til landskampen i februar 2012 mod Japan, men jeg måtte melde afbud med en skade fire dage før. Jeg har ikke hørt fra Lagerbäck siden, siger Elmar Bjarnason til tipsbladet.dk.

Om den islandske landstræner Lars Lagerbäck har været i Randers for at se ham i aktion, ved han derfor ikke noget om, og han har tænkt sig at tage kontakt for at høre, hvorfor han ikke er god nok.

- Jeg synes, det er mærkeligt, at jeg ikke har hørt, om de har været i Randers for at se på mig, og jeg har ikke fået en forklaring. Nu ville jeg lige vente og se, om jeg blev udtaget til den her kamp i morgen, men det blev jeg ikke, og jeg har da tænkt mig at spørge, om der har været nogen fra forbundet for at se på mig. Har de ikke det, ved de jo ikke, hvorfor de vælger mig fra, og det vil næste være det mest skuffende, hvis det viser sig, at de ikke engang har set mig, siger Bjarnason, der mener, det er vigtigt for hans videre karriere, at han spiller på det islandske landshold.

- Det er vigtigt en fodboldspillers karriere at være på landsholdet, hvis man skal videre til en ny klub. Alle spillere tænker på at komme videre til en større liga på et tidspunkt, og sådan har jeg det også. Superligaen har et højt niveau, men det er en drøm for mig at komme videre på et tidspunkt, og klubberne kigger selvfølgelig på, om man er på landsholdet, og stiller sig selv spørgsmålet, om de kan bruge én, hvis man ikke kan komme på landsholdet.

Lars Lagerbäck har udtaget syv midtbanespillere til sin trup mod Færøerne. Det er ud over Rurik Gislason, Tottenhams Gylfi Sigurdsson, Veronas Emil Halfredsson, Helgi Valur Danielsson fra Belenenses, Birkir Bjarnason fra Pescara, den tidligere SønderjyskE-spiller Olafur Skulason og AZ-spilleren Johann Berg Gudmundsson.

Elmar Bjarnason har tidligere spillet for IFK Göteborg, Lyn og Celtic i Skotland. Han har spillet 10 landskampe.

LÆS OGSÅ: Lorentzen-afløser overstrålede Gravesen