Should I stay or should I go?
80'er-hittet fra det engelske punk-rockband The Clash er næppe en del af playlisten hos Nicolai Boilesen, men ordene, der også udgør titlen på sangen, er lige nu ganske relevante for FC København-profilen.
Han skal snart finde ud af, om han skal blive eller forlade den danske hovedstadsklub.
29-årige Nicolai Boilesen har tilbragt de seneste fem-et-halvt år i FC København, og han har netop rundet 150 kampe i den hvide trøje. Han har stadig halvandet år tilbage af kontrakten, så det skal nok blive til flere optrædener, men det er ved at være nu, at parterne skal have afklaret fremtiden.
Det lægger hovedpersonen da heller ikke skjul på.
- Det er ren kutyme i fodboldens verden, at når man har et år eller halvandet år tilbage, skal der ske det ene eller det andet. Der skal i hvert fald have fundet en snak sted, hvor man bliver enig om, hvad der skal ske, og det er vi i gang med at finde ud af. Jeg har halvandet år tilbage, så der er ikke noget, der haster i den forstand, siger Nicolai Boilesen og tilføjer:
- Man skal aldrig sige aldrig til noget, men jeg har også sagt fra dag ét, jeg har været i klubben, at jeg er ovenud lykkelig for at være her, og at jeg elsker hvert et øjeblik. Jeg elsker de folk, der er i og omkring klubben, jeg elsker Parken, fansene, mine holdkammerater, byen. Hvad det angår har jeg det fantastisk, men jeg ved også, at det kan gå hurtigt i fodboldens verden.
Den danske landsholdsspiller fylder 30 i næste måned, og hvis han underskriver en ny længerevarende aftale med FC København, er det meget sandsynligt, at udlandet er et lukket kapitel for forsvarsspilleren.
- Det er ikke sådan, at jeg er fuldstændig imod at komme til udlandet igen, men det har jeg nogen rundt mig til også at bruge energi på, så jeg ikke skal tænke for meget på det, og så får jeg at vide, hvis der er noget, der er aktuelt, siger Boilesen.
Han fastslår, at det bestemt er en mulighed at forlænge kontrakten med FC København.
- Selvfølgelig er det da det. Jeg skal have en snak med klubben, og vi skal have en dialog om, hvorvidt vi skal gå i den ene eller den anden retning. Kan klubben og jeg blive enige, og ser vi den samme fremtid sammen, vil jeg være rigtig glad for det også, det er der ingen tvivl om, siger Boilesen.
Nicolai Boilesen havde i sommerens transfervindue en frikøbsklausul på 2,5 millioner euro - knap 19 millioner kroner - i sin kontrakt med FC København. Da Tipsbladet spørger, om samme klausul gælder i det igangværende transfervindue, må FCK-profilen slå ud med armene.
- Helt ærligt, jeg ved det faktisk ikke, siger han.
Nicolai Boilesen kom til FC København fra AFC Ajax.