Heerenveen afviser: Ishak ikke et emne
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Polfoto
Superliga

Heerenveen afviser: Ishak ikke et emne

Heerenveen kender Mikael Ishak, men er ikke interesseret i Randers-angriberen, fastslår direktør Hans Vonk over for tipsbladet.dk.

Mikael Ishak gjorde rigtig ondt på FC København i søndags, da han scorede to mål for Randers FC i 3-0-sejren over de danske vicemestre. Og den svenske angriber har generelt gjort ondt på mange i denne sæson, hvor det er blevet til 10 ligamål, hvilket sammen med Rasmus Festersen gør ham til den tredjemest scorende spiller i Superligaen.

Det har de tilsyneladende også luret i Holland. Tidligere på ugen kunne man i hollandske medier læse, at Heerenveen har et godt øje til Mikael Ishak, der potentielt kan afløse Thomas Dalgaard i klubben, hvis den nuværende OB-lejesvend ikke har nogen fremtid i det nordlige Holland.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at det bliver sådan, kabalen går op i sommerens transfervindue. Heerenveen afviser således, at man vil forsøge at hente Mikael Ishak til klubben.

- VI har et godt ry i Skandinavien, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi ser meget fodbold i både Norge, Sverige og Danmark. Derfor bliver vi også tit sat i forbindelse med spillere fra de tre lande i medierne. Jeg kender godt Mikael Ishak, og det er en spiller, vi har set ved flere lejligheder. Han er en dygtig spiller, men lige nu er han ikke et emne, siger Heerenveens tekniske direktør Hans Vonk til tipsbladet.dk.

Mikael Ishak kom til Randers FC fra Parma på en fri transfer forud for denne sæson, og da den svenske U/21-landsholdsspiller har over to år tilbage af sin kontrakt med kronjyderne, giver det klubben gode muligheder for at tjene en fin skilling på Ishak, hvis han sælges til sommer.

Mikael Ishak skal efter alt at dømme med Sverige til sommerens U/21-EM, og dermed får han mulighed for at vise sig frem for et hav af klubber.