FCK-stopper: Min sæson har været op og ned
Foto: Tipsbladet
Superliga

FCK-stopper: Min sæson har været op og ned

Pelle Nilsson er ikke helt tilfreds med sin første sæson i FC København, men glæder sig over, at han atter får kontinuerlig spilletid.

Pelle Nilsson blev hentet til FC København som en profil i sommer, men den svenske stopper har kæmpet for spilletiden hos de danske vicemestre. 
 
Nilsson har primært stået i skyggen af Mikael Antonsson og Mathias 'Zanka' Jørgensen, men i de seneste tre Superliga-kampe har han fået godt med spilletid, og det glæder ham. 
 
- Det er jo det, man vil. Man vil gerne spille hver gang, og som jeg tidligere har fortalt, er der en god konkurrence på den her position med tre spillere, der er etablerede. Det er gået godt i de kampe, jeg har spillet. Ser man bort fra Randers-kampen, har vi spillet til nul i mange kampe. Det er en god følelse at være tilbage på banen i startopstillingen og være med til at vinde kampe. Vi har haft et godt forår, men vi er blevet ramt hårdt af de mange skader. Vi har skiftet meget ud i startopstillingen, men nu må vi samle alle kræfter i den sidste måned, siger Pelle Nilsson til tipsbladet.dk. 
 
Svenskeren har ikke været hundrede procent tilfreds med sin første sæson i FC København.
 
- Det har været op og ned, og det var først og fremmest kedeligt, at jeg fik den skade, der tog så lang tid at komme over. Hvis jeg ikke havde fået skaden, havde der måske ikke været tale om en op-og-ned-sæson. Sådan blev det, men nu har jeg kæmpet mig tilbage, og jeg synes, at det er meget sjovt at være på banen igen. Forhåbentlig kan jeg spille mange kampe nu, hvor der mangler syv, men det vigtigste er, at jeg er frisk og kan træne hårdt, så jeg kan få noget kontinuitet. Jeg ved, at jeg kan levere i sådan en situation, så jeg er ikke urolig, siger han.
 
Mens Nilsson er ved at få kontinuitet i sit eget spil, har det modsatte været tilfældet, hvad angår holdet. FC København har således været tvunget til at skifte meget ud på grund af skader, og det har slidt på holdet, mener Nilsson. 
 
- Det betyder noget med kontinuitet. Man ønsker at spille meget, og jeg synes, at det er gået godt for mig. Men som hold ønsker vi at have så mange spillere klar som muligt, så vi kan få noget kontinuitet i truppen og ikke hele tiden skal skifte ud og bytte rundt i startopstillingen og formationen. Det slider på os – også i truppen, fordi vi ikke er så mange på træningsbanen, siger han. 
 
FC København og Pelle Nilsson møder FC Vestsjælland i mandagens Superliga-kamp. De to hold tørner ligeledes sammen i pokalfinalen fire dage efter.