FC København vil hente profiler med X-faktor
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

FC København vil hente profiler med X-faktor

FC Københavns manager Ståle Solbakken fortæller om overvejelserne omkring det kommende transfervindue.

FC København meddelte torsdag offentligheden, at klubben vil skrue op for sit budget, så man i fremtiden vil bruge endnu flere penge på spillertruppen for fortsat at kunne blive dansk mester så ofte som muligt. 
 
Få timer inden offentliggørelsen af disse planer talte tipsbladet.dk med manager Ståle Solbakken om det kommende transfervindue, hvor FC København aktuelt er i gang med planlægningen. 
 
- Det overvejer vi meget i øjeblikket. Vi er et stykke vej med vores tanker, men vi havde egentlig planlagt transfervinduet, og det blev forandret i løbet af de ti dage, hvor vi fik de slemme skader, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.
 
Han bekræfter, at FC København formentlig kommer til at være mere aktiv på grund af de mange langvarige skader, klubben døjer med. 
 
- Det kan man godt tænke, men vi skal ikke have et helt nyt hold. Vi skal stole på de spillere, som er her, men vi skal have nogle spillere ind, som har mere X-faktor og kan score mål. Vi har fået Verdic ind, som kan det, og vi kan godt se en-to mere komme til, siger Ståle Solbakken. 
 
FC  København er senest blevet sat i forbindelse med Peter Ankersen, men Ståle Solbakken ønsker ikke kommentere muligheden for at hente højrebacken. 
 
- Det er en spiller, hvis situation vi kender, men jeg kommenterer ikke konkrete navne. Hver eneste dag er der en spiller, som kan sættes i forbindelse med FCK. Sådan er det, hvis der er en dansk spiller, der ikke får spilletid i udlandet, siger han. 
 
I forhold til spillere, der kan ryge den anden vej, regner Ståle Solbakken ikke med, at FC København laver nogle store salg i det kommende transfervindue, som man ellers har set de senere år med store salg af Igor Vetokele, Ragnar Sigurdsson, Andreas Cornelius og Dame N'Doye.
 
- Det tror jeg ikke. De unge spillere, som er hos os nu, kan blive mere værd i fremtiden. Om et eller to år er deres markedsværdi øget, og derfor vil vi egentlig tabe penge, hvis vi sælger dem nu. Nicolai Jørgensen skal nok sælges inden for et par år, men jeg tror, det vil være dumt at gøre nu, fordi han har haft nogle skader i flere perioder. Nu kan han starte forfra i en ny sæson, hvor han gennem et helt år kan vise, at han kan være stabil og god, siger Ståle Solbakken. 
 
Den norske manager oplyser desuden, at FC København endnu ikke har taget en beslutning om erfarne Christian Poulsens fremtid i klubben.
 
- Vi lader Christian koncentrere sig om sin skade, og så tager vi en snak med ham i løbet af maj måned, siger Solbakken.
 
Udover spillerjagten er FC København øjeblikket i gang med at lede efter en ekstra træner til staben bag holdet. Det bekræftede Ståle Solbakken over for tipsbladet.dk torsdag.