Superliga

Brøndby: Truppen er for stor

Som det ser ud nu, vil Brøndby have 25 spillere i førsteholdstruppen fra 1. januar, men klubben regner med at rense ud.

Brøndby har 25 spillere i førsteholdstruppen efter nytår, når amerikaneren Clarence Goodson støder til truppen. Derudover står der syv talenter klar i kulissen i A Talent-truppen. Det giver i alt 32 spillere, og det er for mange, erkender Kim Vilfort, der har været inde over køb og salg af spillere, mens Brøndby har været uden sportsdirektør.

- Optimalt set er vi 20 plus seks spillere i A Talent-truppen, men tiderne er sådan, at det ikke bare er sådan lige at komme af med spillere, der er på kontrakt. Træneren er stadig ved at blive klogere på de spillere, vi har. Men der kan ske så mange ting. Der kan blive solgt en spiller, som vi ikke regnede med, og der kan også ske noget den anden vej, siger Vilfort til tipsbladet.dk.

Især i midterforsvaret har Brøndby mange alternativer, når netop Goodson kommer. Træner Henrik Jensen har da også allerede sagt, at det er ét af de steder, hvor der kan blive tyndet ud i truppen. Vilfort er enig.

- Bischoff og Remco har begge kontraktudløb til sommer, og Von Schlebrügge har kontrakt for hele 2011. De er allesammen i den ældre ende, men det er ikke givet, at én eller flere af dem nødvendigvis forlader os. Alle er stadig i spil, og Henrik er så igang med at vurdere en spiller som Stenderup, der har gjort det godt og spillet sig ind på holdet. Men det er kotymen at have fire midtstoppere, og det er også det, vi går efter, siger Vilfort.

Ét af de steder der formentlig vil blive tyndet ud i vinterpausen er A Talent-truppen, hvor Osama Akharraz står foran en udlejning til en mindre klub i Superligan eller i 1. division. Derudover vil Vilfort dog ikke blive konkret, om for eksempel Peter Madsen og Stefan Gislason der ikke virker til overhovedet at indgå i Henrik Jensens planer.

- Det må du spørge træneren om, for det er ham, der sætter holdet, men Peter Madsen har jo spillet med på lige vilkår med de andre, mens det er en speciel historie med Gislason, der er låst, hvis han spiller, og det har givet nogle problemer. Henrik og teamet omkring holdet evaluerer truppen helt indtil januar, og det hele kommer jo an på, om vi lykkes med de tanker, vi ellers har, siger Vilfort.

LÆS OGSÅ: - Brøndbys økonomi skal undersøges