Superliga

- Brøndbys økonomi skal undersøges

'Det Nye Brøndby' vil have undersøgt Brøndbys skrantende økonomi for at skabe klarhed over mange millioners forsvinden.

Tirsdag kom det frem, at aktionærgruppen 'Det Nye Brøndby' er blevet afvist i forhold til at få deres forslag om vedtægtsændringer med på dagsordenen til den ekstraordinære generalforsamling 2. december.

Det er der udbredt skuffelse over hos Det 'Nye Brøndby,' der søger at ændre magtstrukturen og ledelses-sammensætningen i den hårdt prøvede klub.

Talsmand for 'Det Nye Brøndby,' Troels Johnsen, understreger at gruppen på trods af afvisningen fra Brøndby i forhold til dagsordenen ikke har tænkt sig at stoppe projektet og at Brøndbys bestyrelse kan forvente nærgående spørgsmål på generalforsamlingen 2. december.

Spørgsmålene kommer blandt andet til at handle om Brøndbys skrantende økonomi.

- Den siddende bestyrelse skal redegøre for det økonomiske morads, der er skabt. Kommer der ikke en fyldestgørende redegørelse har vi vores næste mål i støbeskeen, siger Troels Johnsen til tipsbladet.dk

LÆS OGSÅ: Det Nye Brøndby frosset ude

- Vi vil gerne have redegjort for, hvor de flere end 100 millioner kroner der er kommet ind i klubben fra KasiGroups hovedsponsorat er blevet af, hvor de mere end 100 millioner fra aktieemissionen i 2007 er blevet af og hvor pengene fra salget af spillere fra mesterholdet er blevet af (Agger, Kahlenberg, Elmander, Skoubo, red.)

Kan bestyrelsen ikke svare godt nok for sig 2. december, skruer 'Det Nye Brøndby' atter op for jagten på opbakning fra Brøndbys næsten 23.000 B-aktionærer.

- Hvis ikke der kommer en fyldestgørende redegørelse for økonomien og hvorfor det set så skidt ud, er vores næste mål at skaffe opbakning fra 25 procent af aktierne, da man via Selskabsloven har ret til at få gennemført en ekstern revision med den givne opbakning, siger Troels Johnsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Brøndby-oprørere ser mod Europa

I øjeblikket har 'Det Nye Brøndby' samlet opbakning fra syv procent af aktionærerne, hvilket svarer til næsten 400.000 aktier.

I første omgang er fokus fra protest-aktionærgruppen dog at forberede sig så godt som muligt på den ekstraordinære generalforsamling 2. december, hvor et af hovedpunkterne er valg af nye medlemmer til den bestyrelse, der blev decimeret kraftigt i oktober måned, da tre medlemmer med øjeblikkelig virkning valgte at smække med døren, hvilket også førte til, at direktør Ole Palmå også indgav sin opsigelse.

LÆS OGSÅ: Brøndby-oprørere: Giver blod på tanden