Brasiliansk storklub lurer på Federico Santander
Foto: FC København
Superliga

Brasiliansk storklub lurer på Federico Santander

Federico Santander er på blokken i Gremio, der er en af de helt store klubber i Brasilien.

FC København hentede forud for denne sæson Federico Santander til klubben for et beløb i omegnen af 20 millioner kroner, men indtil videre er det ikke meget smæk for skillingen, løverne har fået. Angriberen kan ikke klage over spilletiden, men til gengæld kan FCK godt tillade sig at klage over målhøsten fra Santanders side. Kun to mål i Superligaen er det blevet til for paraguayaneren, der dog har udmærket sig med dobbelt så mange assists.

Federico Santanders CV fra sydamerikansk fodbold fejler bestemt ikke noget, og det er tilsyneladende ikke gået i glemmebogen på de breddegrader. Således melder radiostationen Radio Bandeirantes FM, at Gremio, der for nyligt hentede bronzemedaljer i den brasilianske liga, lurer på Federico Santander.

Indtil videre er der dog ikke noget konkret mellem FCK og Gremio.

Det er da også svært at forestille sig, at FC København er villige til at sælge Federico Santander. Det er ikke nogen hemmelighed, at sydamerikanske spillere skal bruge noget tid på at tilpasse sig europæisk fodbold, og tilmed spiller man i FCK et andet system, end Santander har været vant til. Med det in mente vil mange sige, at angriberen faktisk har gjort det ganske udmærket i sin første halvsæson i Danmark og i hvert fald markant bedre end Franco Mussis, som stadig står som et skrækeksempel i FC København.

24-årige Federico Santander har kontrakt med FC København frem til 2020.