Simon Kjær på ønskelisten i Fiorentina
Illustration
Serie A

Simon Kjær på ønskelisten i Fiorentina

Med få dage tilbage af transfervinduet kan Simon Kjær pludselig komme i spil til et comeback til Serie A. 

Den danske midtstopper Simon Kjær kan være på vej mod et overraskende comeback til den italienske Serie A. Forsvarsspilleren har været godt spillende for sin franske klub Lille, og det har nu fået interessen til at stige for danskeren. 

Simon Kjær er således på ønskelisten i Serie A-klubben Fiorentina, der sonderer mulighederne for at tilknytte en stærk midterforsvarer i løbet af transfervinduets sidste dage. Det skriver det italienske medie La Repubblica.

Fiorentina overvejer også Werder Bremen-stopperen Sebastian Prödl, og det er da også tvivlsomt, at Simon Kjær skifter klub denne vinter. Det er bare et halvt år siden, at danskeren forlod tyske Wolfsburg til fordel for Lille, hvor han har kontrakt helt frem til sommeren 2017, og idet han oplever stor succes i det franske, vil et nyt klubskifte næppe give meget mening.

Det ændrer imidlertid ikke på, at Fiorentina angiveligt er interesseret i danskeren. Den 24-årige midterforsvarer spillede senest i Serie A i 2011-12-sæsonen, hvor han var udlejet til Roma, mens hans store gennembrud i Italien fandt sted i Palermo mellem 2008 og 2010.