Han kom godt nok ikke på tavlen i torsdags, hvor Viktor Fischer måtte udgå af Europa League-opgøret mod Fenerbahce med et trælår - i øvrigt tildelt af Simon Kjær - men selvtilliden fejler ikke noget hos den 21-årige Ajax-profil Viktor Fischer, der igen er med det danske landshold forud for de to altafgørende playoffkampe om at komme til EM.
Sverige er som bekendt modstanderen, og bliver der brug for Fischer i de to kampe, føler han sig klar til at gøre en forskel. I denne sæson har han tegnet sig for fem mål i Æresdivisionen og otte scoringer i alt.
- Min form er god. Det er en stabil formkurve i opadgående retning set i forhold til den her skade, jeg har haft i 14 måneder, så jeg synes, det begynder at ligne mit gamle spil igen. Ja, mere og mere mig selv for hver uge, der går. Det er jo bare med at lægge så meget på, som jeg overhovedet kan. Jeg synes, det er stabilt lige nu, siger Viktor Fischer til tipsbladet.dk om sit spil.
Noget af det, der kendetegner Viktor Fischer, er den ukulige tro på egne evner. Den selvtillid har han, og nu bringer han også mål og assists med til landsholdssamlingen.
- Nogle gange kommer jeg med mål og selvtillid, andre gange kommer jeg bare med selvtillid. Det vil jeg aldrig være fri for, siger Fischer.
Ajax-danskeren tænker ikke i startplads mod Sverige, men har selvfølgelig i sinde at kæmpe til træning for at få spilletid i de to landskampe.
Viktor Fischer peger på, at det skal være kollektivet, der skal vinde kampene.
- Der er nok spillere i truppen, der har 'frækhed', men det handler om, at vi udnytter hinanden bedst muligt. Vi skal fungere som et kollektiv, og på den måde får vi sat individualisterne i spil. Vi har flere gode spillere på kanterne, siger Fischer.
Viktor Fischer har spillet syv landskampe, og han har tegnet sig for en enkelt scoring. Målet kom, da han udnyttede et straffespark i en testkamp mod Montenegro i juni.