EM

Det vidste du ikke om EM

Få her en række EM-facts, som selv den største fodboldelsker umuligt kan have som paratviden. Få 14 ting, du ikke vidste om EM.

196.000.000 - Der er 196 millioner euro på spild i præmiepenge ved EM. Det er 12 millioner euro mere end ved EM i 2008. De mange rare penge fordeles til de 16 hold alt efter, hvor langt de når i turneringen.

1955 - UEFA's første præsident Henri Delaunay døde i 1955 og nåede aldrig at opleve det europamesterskab, han havde arbejdet for, siden han var bestyrelsesmedlem i FIFA i 1920'erne. EM-trofæet er opkaldt efter ham.

25 - Det er de store nationer, der deltager ved EM. Seedet 25 før kvalifikationen er Irland det dårligste hold, der er med. Lavest seedet var San Marino som nummer 53, så ingen lande fra den svageste halvdel af UEFA's medlemslande er med. Det bedst seedede hold, der ikke kvalificerede sig, var nummer 13 Schweiz.

4.000 - Danmark har den tvivlsomme ære at være deltager i den mindste sete kamp ved en EM-slutrunde nogensinde. Små 4.000 tilskuere mødte op til Danmarks bronzekamp mod Ungarn ved EM 1964.

1.707 - Der er 1.707 kilometer mellem Danmarks normale hjemmebane Parken og stadionet i Kharkiv, hvor Danmark skal spille åbningskamp mod Holland.

Det lyder af meget, men faktisk var landsholdet endnu længere væk ved EM i Portugal i 2004. Da landsholdet spillede puljekamp mod Sverige, foregik det på Estádio do Bessa Século XXI i Porto; 2.235 kilometer fra de vante rammer på Østerbro.

600 - De dyreste billetter til EM-finalen i Kiev koster 600 euro, mens man kan komme ind til gruppekampene for ned til 30 euro.

1.344.000 - Der er i alt 1.344.000 millioner billetter til 31 EM-kampe. Af dem har UEFA solgt 574.000 direkte til Europas borgere, uddelt 448.000 til de deltagende landes forbund og givet 322.000 til diverse sponsorer og VIP'er.