Ajax kigger på Zimling og Schöne-afløsere
Foto: Polfoto
Benelux

Ajax kigger på Zimling og Schöne-afløsere

Ajax Amsterdam gør klar til et transfervindue, hvor man sandsynligvis skal erstatte lejesvenden Niki Zimling og Lasse Schöne.

Ajax Amsterdam vil gerne have en rutineret mand på midtbanen blandt de mange unge spillere, og de seneste sæsoner er den opgave havnet i hænderne på en dansker. I sidste sæson var det Christian Poulsen, mens Niki Zimling i denne sæson har været den erfarne skikkelse - dog ikke med så meget succes i praksis.

Derfor gør Ajax også klar til at hente en rutineret spiller til klubben efter sæsonen, hvor Niki Zimlings lejeaftale med klubben ophører. Desuden er de hollandske mestre begyndt at forberede sig på at miste Lasse Schöne, der har kontraktudløb til sommer.

- Jeg vil gerne have en erfaren mand til midtbanen. Og til angrebet. Hvis Lasse Schöne vælger en anden klub, hvad har vi så af erfaring oppe foran? Det er i bagkæden, jeg vurderer, at vi har mest erfaring, siger Ajax-træner Frank de Boer.

Transfervinduet er netop lukket i, og det varer et stykke tid, før det åbner igen, men Ajax håber at kunne foretage nogle hurtige handler.

- Selvfølgelig kan det ske snart. Ideelt set har vi allerede truppen på plads til næste sæson ved udgangen af denne, fastslår de Boer.

Ajax Amsterdam mister med sikkerhed forsvarsspilleren Niklas Moisander, der skifter til Sampdoria til sommer. Frank de Boer fastslår, at han ikke umiddelbart han planer om at hente en erstatning for finnen.