Video : Tipsbladet
Superliga

Zohore savner spilletid: Jeg håber på et skifte nu

Kenneth Zohore får ikke meget spilletid i polske Slask Wroclaw, og derfor søger den 29-årige angriber nu andre græsgange. Tipsbladet har talt med den tidligere FCK-angriber

Det er ikke meget Kenneth Zohore får set til grønsværen i polske Slask Wroclaw. 

Efter et kort og mislykket ophold i OB med kun fire indhop til følge skiftede Kenneth Zohore i sommer til Polen for at prøve lykken.

Men heller ikke i Slask Wroclaw har der været meget hjælp af hente for Zohore, der kun har startet inde én gang i sæsonen. 

- Nej, jeg er ikke tilfreds med den spilletid, jeg har fået. Men det er ikke fordi, at jeg står og er sur over ikke at have spillet mere, siger Kenneth Zohore til Tipsbladet.

Danskeren har da også svært ved at indvende noget mod den begrænsede mængde spilletid. Zohores spanske angriberkollega Erik Exposito, der også er anfører i klubben, topper nemlig topscorerlisten i den polske Ekstraklasa med 14 mål på 19 kampe. 

- Vores angriber (Exposito, red) har spillet helt vildt godt og scoret helt vildt mange mål, så det er forståeligt nok, at jeg ikke har spillet så meget.

Selvom den personlige succes hidtil er udeblevet for Kenneth Zohore, har hans polske klub Slask Wroclaw kurs mod et historisk første mesterskab i 12 år. Men den danske angriber får svært ved at tage part i glæden, hvis de vindet guldet. 

- Det er svært at føle sig som en del af det, hvis man skulle gå hen at vinde. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg er med i truppen hver gang, men jeg vil jo også gerne have indflydelse på hver kamp, og det har jeg ikke, fortæller Kenneth Zohore til Tipsbladet. 

Artiklen fortsætter efter billedet ... 

Kenneth Zohore forsøger at få hul på målkontoen mod Zaglebie Lubin. (Foto: IMAGO / Newspix) 

Vil væk i dette transfervindue
Det er dog langt fra sikkert, at Kenneth Zohore er i Polen til sommer, når mesterskabet Slask Wroclaw skal forsøge at spille sit bare tredje mesterskab nogensinde i hus. Hvis det stod til hovedpersonen selv, finder han nemlig et andet sted at spille allerede i dette transfervindue.

- Jeg vil gerne spille noget mere, og det ser ikke ud til at jeg kommer til at gøre det her. Hvis der bliver noget konkret, ringer min agent til mig og fortæller mig om det. Jeg håber, at det bliver nu, men man ved aldrig i det her game, fortæller Zohore til Tipsbladet. 

Har du hørt om en konkret interesse for dig?

- Ikke så vidt jeg ved. Jeg tror, at der har været et tilbud fra et land, hvor min agent ikke synes jeg skulle hen.

Hvad var det for et land?

- Det ved jeg ikke. Min agent og jeg stoler ret meget på hinanden, så da han sagde, at han havde sagt nej, spurgte jeg ikke mere ind til det. 

Ifølge angriberens agent er et skifte til en anden polsk klub eller England mest aktuelt for Kenneth Zohore. Det kan du læse mere om her

Kenneth Zohore har spillet seks ud af 19 mulige kampe for Slask Wroclaw i indeværende sæson. Fem som indhopper og én som starter. Det er endnu ikke lykkes angriberen at score i det polske.