Feyenoord fik torsdag aften en horribel start på ligaspillet i denne sæsons Champions League.
Med danske Brian Priske som den ansvarlige chef på trænerbænken tabte holdet på hjemmebane med 0-4 til de tyske mestre fra Bayer Leverkusen.
Efter bare seks minutter gik det galt for holdet fra Rotterdam, og herfra så gæsterne sig ikke tilbage.
Eneste gode nyhed for Feyenoord er, at der i det nye Champions League-format resterer syv kampe i turneringens første fase, hvor holdet kan nå at få rettet op på tingene.
Særligt defensivt er der brug for en overhaling.
Forsvaret gav i første halvleg alt for meget plads til Leverkusens spillere, som havde et højere gear og en hurtigere spilopfattelse end værterne.
En simpel fejl af midtbanespilleren Ramiz Zerrouki blev i indledningen straffet prompte, da Robert Andrich fandt kollegaen fra det tyske landshold Florian Wirtz, der scorede uden at ramme bolden specielt godt.
Feyenoord pressede på, og det duftede af en udligning, før Jeremie Frimpong en halv time inde i kampen fik en motorvej at løbe på i højre side.
Hollænderen krydrede den fornemme omstilling ved at lægge bolden ind til Alejandro Grimaldo, og få minutter senere stod han også for forarbejdet, da Wirtz blev dobbelt målscorer.
Helt galt gik det for Feyenoord, da målmand Timon Wellenreuther skvattede et umiddelbart harmløst hovedstødsindlæg i eget net.
4-0 var stillingen ved pausen, og med en udesejr som et uundgåeligt udfald blev anden halvleg en tæt på ligegyldig forestilling, hvor Feyenoord for anden gang i kampen fik annulleret et mål for offside.
Priske og kollegerne må gruble over, hvordan de kan få et bedre resultat med fra næste europæiske opgave ude mod Girona 2. oktober.
/ritzau/