Video : Tipsbladet
Superliga

Var Rodri på banen?

Tipsbladet zoomer ind på mandagens Superliga-opgør mellem FC Nordsjælland og Randers FC.

Tipsbladet på Right to Dream Park

FC Nordsjælland - Randers FC 1-1 (0-0)

0-1 Norman Campbell (77)

1-1 Jeppe Tverskov (90+5)

Kampens bedste

FC Nordsjælland:  
Var Rodri på banen for FCN? Mario Dorgeles spillede en glimrende kamp for hjemmeholdet. Midtbanespilleren var altdominerende på den centrale midtbane, hvor han dirigerede kampens forløb i begge ender af banen, hvilket i den grad satte Randers FCs midtbane under pres i deres sporadiske jagt på at få fat i kuglen. Det eneste, der kunne have toppet ivorianerens præstation, ville være et mål eller oplæg.

Randers FC:  
Paul Izzo leverede en stor kamp på Right to Dream Park. Den australske keeper var afgørende i flere aktioner, hvor han holdte FCN på behørig afstand af netmaskerne. Izzo har i den grad vist sig som en værdig aftager i Randers, efter man denne sommer måtte sige farvel til Patrik Carlgren, der i flere sæsoner var en kæmpe profil for Rasmus Bertelsens mandskab. 

Norman Campbell leverede også et rigtig flot indhop. Jamaicaneren skulle ikke bruge lang tid på banen, før han sendte bolden i kassen efter en glimrende omstilling af Randers FC.

Kampens værste: 
Det er en gammel traver, at der ikke er ekstatisk stemning på Right to Dream Park. Denne mandag var desværre ikke nogen undtagelse, hvor de fremmødte fans af begge klubber ellers gjorde, hvad de kunne for at puste en lille stemning op. Det var lidt som en tam familiefest, hvor du savner den fulde onkel, der bringer vildskab ind i arrangementet.

Kampens detalje: 
Kian Hansen fik sig en usædvanligt kort arbejdsdag. Den erfarne forsvarspiller måtte allerede forlade banen efter få sekunders spil. Skader kan selvfølgelig opstå ud af ingenting, men det er alligevel vildt, at han måtte udgå så tidligt i kampen. Det stiller det interessante spørgsmål, om det ikke var det hurtigste, nogen nogensinde er blevet udskiftet fra en Superliga-kamp, men hvem gider også arbejde sent om mandagen?