Superliga

Tilbageblik: FCK: To eller tre år fra Ståle-niveau

FC Københavns direktør Anders Hørsholt ser med sindsro på fodboldholdets udvikling og holder fast i tålmodigheden.

Jeres tilskuertal er jo faldet en del, først 10 procent sidste år og nu 11 procent yderligere i år. Samtidig er der ikke den samme positive opmærksomhed omkring FCK, som der var sidste år. Der var selvfølgelig Champions League, men jeg tænker også på, at der er en træner og nogle profiler der ikke fylder så meget i medierne. Ser du også det fra din plads, at FCK ikke fylder så meget?

»Vores udgangspunkt er, at vi er ved at bygge et nyt hold op, og det hold står nu to eller tre år fra det niveau, som det hold, Ståle efterlod, havde. Det skal man også huske, når man måler os. Da Ståle startede i København, var han jo heller ikke det, han var, da han forlod klubben. Det skal bygges op, og det tager tid, også for Roland. Roland er den rigtige mand til jobbet, og de ting skal nok komme, men det vigtigste først, og det er at få styr på vores spil og få det til at fungere. Det er det, der danner basen for alt det andet. Derfor er det vigtigt for os at holde fast på det og ikke bruge tid på at tækkes andre.«

»I forhold til det med den positive omtale, så er det klart, at det er sjovere at skrive om, at vi spiller 1-1 mod Barcelona, at vi har styr på Messi og at vi skal se frem mod en 1/8-finale i Champions League. Det er jo sjovere historier at fortælle, end at vi nu skal til Poltava, og at vi taber nede i Liege. Men det er et nyt hold, vi bygger op. Det er nye tider og det er sådan det er, men på trods af det bliver vi altid målt mod den ypperste præstation, og det var sidste år. Sådan er præmissen, og den kender vi godt, men nogle gange skal man være teflonbelagt for at sidde her, hvor jeg sidder.«

»Når det så er sagt, så er det klart, at vi skal have vendt tilskuertallet. Det, der er vores udfordring, er at skabe nogle rammer omkring vores fodboldkampe, der gør, at de bliver interessante at gå til. Det handler både om at skabe tryghed for de mennesker, der kommer her, og det handler om at få spænding på banen. Ikke nødvendigvis om resultatet, for det ønsker vi jo ikke. Selv om fodbold er defineret som at være spændende for at være interessant, så ønsker vi det modsatte, men spænding kan også være, at der bliver spillet god fodbold, eller at der er en anden form for underholdning før, under og efter kampen end bare spillet.«

»Vi har jo alle sammen siddet til fodboldkampe, og ni ud af ti gange er kampen relativt kedelig. Der er få momenter i kampen, som løfter, og som man lever af og lever højt på, men dybest set er det jo ikke altid superspændende, så vi skal have tilført noget mere energi, tilført noget liv på tribunerne, og der er vores fans supervigtige. Vi skal have tilført noget aktivering af alle de sponsorer, vi har, og vi skal finde ud af, hvordan vi kan skabe nogle bedre tv-billeder. Hvordan kan vi komme ned i omklædningsrummet og få nogle billeder før og efter kampen? Kan vi komme tættere på træneren? Vi skeler til USA, og hvordan man gør det i NFL og NHL, for konkurrencen er skarp.«

»Det handler om at tilbringe fire timer af søndagen bedst muligt, det moment af familieoplevelsen, af far og søn der skal ind og opleve noget sammen, og det finder vi ikke ved, at folk går og tæsker hinanden på gaden. Det finder vi ved at aktivere vores fans til noget positivt, ved at aktivere vores sponsorer og ved at skabe noget mere værdi og indsigt sammen med tv-stationerne. Det er det, der skal til for at løfte det.«

»Indsigten er afgørende for, at du får skabt en større interesse. Hvis vi bliver ved med at holde paraderne oppe og ikke inviterer vores gæster og vores kunder indenfor i vores forretning eller vores univers, i vores fodboldklub, så gider de ikke komme, og det kan jeg godt forstå. Vi er nødt til at åbne dørene og byde dem indenfor og vise dem, hvad vi går og laver.«

Hvordan er det at stå i spidsen for en koncern, der er så afhængig af resultater mod et tjekkisk provinshold?

»Det er meget specielt, og det er noget, man er nødt til at lære at leve med. Det der er vores ypperste opgave, det er jo at forsøge at gøre sandsynligheden for succes så stor som mulig og begrænse risikoen så meget som muligt. Det er overordnet set, det vi kan gøre i forhold til fodboldholdet, og det kan selvfølgelig være møgbelastende.«

»I år leverede vi bare ikke varen mod Plzen, og så ryger man ud. Men det kunne lige så godt være sket året før, hvor vi havde stolpe ind mod både BATE Borisov og Rosenborg, kom i Champions League og leverede nogle flotte præstationer. Det er det element af usikkerhed, der ligger, men vores opgave i den sportslige sektor er hele tiden at sikre, at vi har de bedst mulige kort på hånden til de opgaver, der møder os. Men det var da noget af en nedtur, at vi ikke vandt den kamp, for det burde vi have gjort.«

Hvordan ser du på januars transfervindue. Nogle tror måske, at I vil sælge, nu da det kiksede med Champions League, men jeg tror nærmere, at I køber ind, måske en centerforsvarer, som Roland Nilsson har snakket om, og en angriber i forhold til Nordstrands kontraktudløb, Santins ønske om nye udfordringer og N'Doyes kvaliteter. Hvordan griber i det an?

»Vores filosofi er altid at forsøge at gøre vores hold stærkere. Det er markedskræfterne, der råder, det må man acceptere, men vi kender vores udfordringer, som du fint lister op, og nu kommer der et vindue, vi kan kigge ind i og se på hvilke muligheder, der er. Intentionen og målsætningen er altid det bedst mulige hold inden for rammerne. Det vil alle sige, men vi har nogle rigtig gode økonomiske forudsætninger for at kunne investere det, der måtte kræves for at få det bedste hold i Superligaen. Og det vil vi altid gøre.«


Læs mere på næste side