Superliga

Sikkert: Dansk mester direkte i CL

Så er der ingen tvivl. Den danske mester vil fra 2012 være sikker på en plads direkte i Champions Leagues gruppespil.

Næste sæson bliver der ekstra meget på spil, når den danske Superliga skal afgøres. Den danske mester vil nemlig være sikret en plads direkte i Champions Leagues gruppespil.

Det står klart efter at Young Boys Bern fra Schweiz netop har tabt til Zenit Skt. Petersborg og dermed er ude af Europa League. Schweiz var den eneste nation, der kunne true Danmark i spillet om 12. pladsen på UEFA's koefficientliste, men det krævede at Young Boys og FC Basel begge skulle gå hele vejen til finalen.

Og nu er der altså ingen tvivl: Danmark får en plads direkte i Champions Leagues gruppespil. En andenplads i Superligaen vil fra 2012 udløse en billet til kvalifikationsrunden til Champions League.

Som tipsbladet.dk tidligere torsdag kunne fortælle, var Schweiz den eneste nation, der kunne true Danmark, mens de øvrige hold under Danmark i tabellen ikke kan nå at komme i nærheden.

Her er et overblik stillingen og koefficienterne:

12. Danmark - 30.350. Hvis FCK ikke tjener flere points ender Danmark på 30.350 points

13. Belgien - 27.000. Selv hvis Anderlecht vinder deres resterende otte mulige kampe, kan Belgien kun komme op på 30.200 points

14. Rumænien - 25.824. Har ikke flere hold med i Europa og bliver på. 25.824 points

15. Skotland -24.714. Selv hvis Rangers vinder deres resterende otte mulige kampe, kan Skotland kun komme op på 27.941 points

16. Schweiz - 25.700. En 12.plads til Schweiz ville kræve kræver at både FC Basel og Young Boys kom i finalen og i processen skulle holdene vinde deres resterende 8 kampe (7 sejre for den ene af dem, da et af holdene jo skal tabe finalen). Så ville Schweiz komme op på 30.700 points som er nok til at slå Danmark.

Men det lykkedes altså ikke, så nu er der fri bane til Champions League-gruppespillet for den danske mester i 2012.