Pukki satte mestrene til vægs
Illustration
Superliga

Pukki satte mestrene til vægs

Teemu Pukki viste høj klasse og scorede to gange for Brøndby, der hentede en vital 2-1-sejr over AaB's danske mestre.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Mod Randers FC den 14. september blev Brøndbys hjemmepublikum snydt for et Daniel Agger-comeback, men søndag var landsholdsspilleren endelig tilbage på den københavnske Vestegn iført gult og blåt, da han startede inde i opgøret mod de danske mestre fra AaB. Der var dog ikke mødt helt så mange tilskuere frem denne gang som mod Randers.

Dem der var, fik til gengæld, hvad de gerne ville have. Brøndby hentede nemlig en tiltrængt sejr, da mestrene blev besejret med 2-1. Teemu Pukki blev dobbelt målscorer.

Der gik ikke ikke mange minutter, før Brøndby havde den første afslutning i kampen. Teemu Pukki fik pludselig masser af plads til at afslutte fra kanten af feltet, men Nicolai Larsen afværgede uden problemer.

Det var dog klart Brøndby, der fik den bedste indledning på kampen. Det var ikke fordi, at hjemmeholdet bomarderede AaB-feltet, men Daniel Agger og holdkammeraterne var i klar kontrol fra kampens start.

Efter 12 minutter tilspillede AaB sig ikke desto mindre en kæmpe chance første gang, at de var farlige. Martin Ørnskov mistede bolden på et farligt sted til Thomas Augustinussen, der spillede den videre til en helt fri Nicklas Helenius, som overplacerede sin afslutning. Få minutter senere var det Brøndbys tur igen, da Teemu Pukki fandt Johan Elmander i feltet, men svenskeren sparkede forbi.

Selv om chancerne var flest til Brøndby, var det AaB's, der var størst. Efter 28 minutter spillede Nicolaj Thomsen Anders K. Jacobsen helt fri med Lukas Hradecky, men han afsluttede lige på den finske keeper.

Der blev skudt meget med løst krudt i første halvleg, men med to minutter tilbage kom der endelig gang i målscoringen. Riza Durmisi lagde bolden på tværs af feltet, hvor Thomas Kahlenberg lod den køre videre til Teemu Pukki, der med et resoult spark bragte Brøndby foran med 1-0.

Kort inde i anden halvleg var ingen ringere end Daniel Agger tæt på at bringe Brøndby foran 2-0. AaB-keeper Nicolai Larsen tog med hænder uden for feltet, hvilket medførte et korrekt frispark til Brøndby. Dette ekseverede Daniel Agger, og via muren var bolden ved at snyde Nicolai Larsen, men han og AaB slap med skrækken.

Det gjorde gæsterne også efter en time, da Johan Elmander kom først på et indlæg fra Frederik Holst og headede lige forbi. Nej, Brøndbys skarpeste angriber denne søndag var Teemu Pukki, og med lidt over 20 minutter slog han til igen.

Kenneth Emil Petersen fik ikke fart nok i sin tilbagelægning til Nicolai Larsen, og så smuttede Pukki imellem, rundede AaB-målmanden og trillede bolden ind til 2-0.

Scoringen fik prompte Kent Nielsen til at reagere og satse offensvit. Ud røg Donny Gorter, mens mere offensive Søren Frederiksen kom ind, og det var intet mindre end et genialt træk af AaB-træneren. Frederiksen havde således ikke været på banen i meget mere end et minut, før han fik skrabet bolden forbi Lukas Hradecky i to omgange og i nettet til 1-2.

Det gav gæsterne tid nok til at jagte udligningen, og Nicklas Helenius var da også meget tæt på at gøre det til 2-2, men Brøndby holdt stand og sikrede tre meget tiltrængte point.