Under sommerens EM-slutrunde er flere fodboldkampe blevet forstyrret af baneløbere.
Et faktum, som Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) eventdirektør, Martin Kallen, kalder "meget irriterende" og "ikke ideelt".
- Man bør være i stand til at spille en fodboldkamp.
- Men vi har levet med det og er blevet ved med at tilpasse os, og der kom med tiden færre af dem, siger eventdirektøren til dpa, da han forud for søndagens finalekamp gør status over slutrunden.
Særligt kampen mellem Portugal og Tyrkiet under det indledende gruppespil var hårdt plaget af baneløbere. Hele fem baneløbere lykkedes med at trænge ind på grønsværen under kampens anden halvleg.
De forsøgte at nå frem til portugisiske Cristiano Ronaldo i et forsøg på at fange et selfie med superstjernen.
Den portugisiske anfører blev tydeligvis irriteret over de gentagne tilfælde, og heller ikke Portugals landstræner, Roberto Martínez, mente, at det hørte nogen steder hjemme.
- Det er en bekymring. I dag var vi så heldige, at fansenes intentioner var gode, men det er en svær situation, hvis intentionerne er forkerte, sagde Roberto Martínez ifølge Reuters.
Uefa meddelte dagen efter, at der ville blive "indført yderligere sikkerhedsforanstaltninger" på stadion i resten af turneringen, så sådanne hændelser ikke ville gentage sig.
Baneløbere har alligevel flere gange fundet en vej ind på fodboldbanen under resten af turneringen.
I tirsdagens semifinale mellem Spanien og Frankrig formåede en baneløber at bidrage til en situation, der skabte usikkerhed, om hvorvidt den spanske anfører, angriberen Álvaro Morata, ville blive klar til søndagens finalekamp.
Mens det spanske mandskab kort efter slutfløjtet fejrede 2-1-sejren, jagtede flere sikkerhedsvagter baneløberen, der var sprunget ind på banen for at få taget et selfie.
En af vagterne skvattede, da han nærmede sig Morata og ramte spilleren på benene.
Anføreren tog sig straks til et område omkring knæet og begyndte at humpe rundt, mens sikkerhedsvagten hurtigt fik rejst sig op og støttede angriberen.
Efter kampen ville den spanske landstræner, Luis de la Fuente, ikke klart melde ud, om kollisionen ville få nogen betydning for anførerens deltagelse i finalen søndag.
Onsdag kunne Morata dog selv fortælle, at "alt fysisk er i orden".
Ifølge Martin Kallen findes der to forskellige typer af baneløbere.
Der er den kommercielle baneløber, der får en form for gevinst ud af at løbe ind på banen. Og så er der typen med mobiltelefonen i hånden, der gerne vil have et selfie med et af sine fodboldidoler.
Finalen spilles på søndag klokken 21 mellem Spanien og England.
/ritzau/