Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Cepheus Park, Randers
Dommer: Aydin Uslu
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #rfcob #sldk
Holdnyt:
Randers FC:
Vinterpausen har været ekstra lang for Randers FC, der måtte se premierekampen mod AGF blive aflyst på grund af store mængder regn i Aarhus. Derfor er det helt sikkert en flok ekstra opsatte kronjyder, der endelig sparker sæsonen i gang søndag eftermiddag.
For Randers FC bliver det første kamp uden Saba Lobjanidze, og det er det helt store spørgsmålstegn hos Thomas Thomasbergs top seks-bejlere. Den georgiske profil er byttet ud med Mathias Greve, som er med i truppen og kan gøre sin debut i søndagens opgør mod OB.
Randers FC gjorde det udmærket i testkampene op til sæsonen, hvor det kun blev til et enkelt nederlag i seks kampe, og det var et meget reservespækket hold, der tabte til FC Chertanova.
I januar-transfervinduet hentede Randers FC Jesper Lauridsen i Esbjerg fB, og venstrebacken er med i truppen til søndagens kamp, hvor han kan få sin debut.
Thomas Thomasberg har hverken skader eller karantæner, han skal forholde sig til.
OB:
Fynboerne vil i top seks, og derfor er søndagens opgør mod Randers FC en absolut nøglekamp.
Hvis OB taber, er det mere end vanskeligt at forestille sig, at holdet kan skrabe point nok sammen i de resterende runder til at blive blandt landets bedste halve dusin i indeværende sæson. Nederlaget på 0-2 til Brøndby IF i premieren har bragt OB i en klemt situation.
OB lavede fine resultater i testkampene, og spillere og trænere har nærmest stået i kø for at fortælle, at opstarten var ualmindelig god. Da det virkelig gjaldt mod Brøndby IF, kunne de stribede dog ikke stå distancen.
Oliver Lund fik direkte rødt kort mod Brøndby IF for en tackling på Mikael Uhre, og da han i forvejen slæbte rundt på en del karantænepoint, skal han afsone tre spilledages karantæne - den første af slagsen er søndag mod Randers FC.
Nyerhvervelsen Mart Lieder er klar igen, mens Jens Jakob Thomasen sidder ude med en skade.
Karantæner:
Randers FC: Ingen
OB: Oliver Lund
Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Carlgren - Thomsen, Piesinger, Marxen, Kopplin - Kallesøe, Hammershøy-Mistrati, Rømer, Greve - Riis, Egho
OB (3-5-2): Christensen - Larsen, Tverskov, Juel Andersen - Laursen, Kløve, Drachmann, Thrandarson, Barrett - Svendsen, Jebali
Profilen:
Mathias Greve debuterer for Randers FC mod sin tidligere klub, og det bliver helt sikkert en speciel oplevelse for offensivspilleren, der aldrig for alvor blev fast mand under Jakob Michelsen. Greve vil uden tvivl være sulten efter at sende et signal søndag eftermiddag - et signal til Randers FC om, at han er en værdig Lobjanidze-afløser, og et signal til OB om, at det var en fejl at lade ham gå.
Vidste du, at...:
Det er fem kampe siden, at der er blevet scoret mere end to mål i et opgør mellem Randers FC og OB. I april 2018 vandt fynboerne 3-0 på hjemmebane - blandt andet takket være en scoring af Mathias Greve.
Dom:
De seneste tre indbyrdes kampe er endt med en 1-0-sejr til et af de to hold, så der er ikke tradition for målfest. Sådan bliver det nok heller ikke søndag, og det skal blive spændende at se, hvordan OB reagerer i en kamp, hvor presset er stort. Vi gætter på, at opgøret ender 1-1, og de to hold dermed deler i porten.
Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:
Læs også:Optakt: Hobro IK - FC Midtjylland
Læs også:Islændinge lejer angriber i FC Midtjylland
Læs også:Stor regning på vej til OB: Vi snakker rigtig, rigtig mange millioner kroner
Læs også:Randers-profil: Man går i stå, hvis man føler sig for sikker
Læs også:Vejle bekræfter: Henter dygtig albansk stopper