Superliga

Ole Bjur til fans: I må ikke svigte

Brøndbys kommende sportschef Ole Bjur har forståelse for klubbens mange skuffede fans men håber på solid opbakning i fremtiden

Brøndbys kommende sportschef Ole Bjur er godt klar over, at han kan blive sat under et gevaldigt pres, hvis ikke resultaterne bliver bedre i Brøndby inden for en overskuelig fremtid.

Ole Bjur er dog klar til udfordringen og fokuserer på at se frem i stedet for at søge forklaringer i, hvad der er sket og blevet besluttet i Brøndby tidligere.

Han håber at klubbens mange og hårdt prøvede fans er klar til det samme.

- Jeg håber selvfølgelig nu at vores fans, som har været igennem en hård tid og været udsat for mange skuffelser, også begynder at kigge fremad. Der er kigget utrolig meget tilbage de senere år. Man har hele tiden spurgt hvorfor man gjorde det og det. Det er meget forståeligt, jeg har også gjort det, men nu er tingene som de er og vi må kigge frem og løfte i fællesskab. Her vores fans en utrolig vigtig del af projektet, siger Ole Bjur til Tipsbladet.

- Det sidste vi har brug for nu er, at de svigter. Men jeg er godt klar over, at der er nogle store og høje forventninger, og hvis vi sportsligt ikke formår indenfor en overskuelig fremtid, her snakker vi om to-tre år, for alvor får vendt en udvikling, så vil der komme et naturligt pres på min person og flere steder rundt i organisationen. Jeg har selv en klar forventning om at vi om nogle år kan sige, at vi er gået fremad og ikke er gået i stå, lyder det fra sportschefen, der på grund af klubbens officielle træningsstart mandag formiddag var på Brøndby Stadion for blandt andet at tale med pressen.

Brøndby overvintrede på Superligaens tredjeplads men er hele 21 point efter de suveræne ærkerivaler fra FC København