FCKer: Vi er ikke bange for at kritisere

Den frygtløse og den sikre
Sölvi Ottesen og Ragnar Sigurdsson har aldrig spillet mod hinanden, for da Sigurdsson dukkede op for Fylkir, var Ottesen væk fra Vikingur, og da Sigurdsson kom til Sverige var Ottesen ikke med i de kampe Djurgården spillede mod IFK, før han skiftede til SønderjyskE. Men landsholdet havde de to til fælles.

»Vi lærte hinanden at kende på U/21-landsholdet. Sölvi er et par år ældre end mig, men jeg blev rykket tidligt op, og vi kunne lige fra starten mærke, at vi godt kunne lide de samme ting. Så vi blev venner fra starten, fordi vi altid kunne snakke sammen. Det var ikke sådan, at vi ringede til hinanden, men når vi var sammen på landsholdet, var der god stemning med det samme.«

»Så på landsholdet har vi snakket om, at vi gerne ville spille sammen for Island, men også om hvor fedt det kunne være, hvis vi også spillede på det samme klubhold. Det var bare noget, vi snakkede om, men så er det sket nu. Det er virkelig fedt. Vi er ikke bange for at kritisere hinanden og sige, at det der må du gøre bedre. Tværtimod. Vi presser hinanden på en god måde. Og så passer vi godt sammen. Sölvis instinkt er det der frygtløse med at gå op i ryggen på angriberen og vinde bolden, mens jeg er mere sikker. Sker der noget, er jeg lidt tilbage og kan bruge min hurtighed til at stoppe en farlig situation. Så vi passer virkelig godt til hinanden,« siger Sigurdsson, der sammen med kæresten også tit mødes hjemme hos familiefaderen Ottesen i Valby med mad, hygge og snak.

»Sölvi har hjulpet mig meget. Når man kommer til en ny klub, er man helt alene. Man kender ingen, og så sidder man bare der, for man kan ikke snakke med nogen, for man kender ikke nogen. Men når man har en god ven på holdet, så kan man snakke med ham. Det er altid det bedste, hvis man kender nogen. Det var meget godt for mig, at Sölvi var her, da jeg kom,« siger Sigurdsson om den islandske ven.

Så det gik hurtigt med at falde til i FC København, og byen har også levet op til forventningerne. Der er fred og ro modsat det svenske stress, der er flade veje og godt vejr at cykle rundt i, der er en hundehvalp, der skal passes, og der er DVD-samlingen med Seinfeld og Curb Your Enthusiam at dykke ned i, hvis Sigurdsson trænger til et godt grin og mystiske samtaler, der ifølge eget udsagn matcher hans egen tankegang fint.

Men først og fremmest er det fodbolden, det handler om, og her går det godt, hvis man ser bort fra en sort halvleg i Liege. For FCK vinder, og Sigurdsson får udbygget den europæiske erfaring, han havde med fra IFK i form af kvalifikationskampe mod klubber som Basel og AZ.

»Jeg var lige så skuffet over den mislykkedes Champions League som alle de andre. Spillere, ledere, hele klubben, for det her er en klub, der vil spille Champions League. Men nu har vi Europa League, og så skal vi sørge for at gøre det godt der. Gør vi det og kommer langt i den turnering, så ved vi også, at vi er gode nok til at spille Champions League. Det er det, vi må bevise. For hvis vi fortsætter med at spille godt og vinde i Superligaen, så er det direkte i Champions League-gruppespillet næste år. Det er op til os selv at vise, hvad vi kan.«

»Men jeg spiller på et godt hold, og det glæder mig meget. I IFK tænkte vi før europæiske kampe, at vi måske kunne gå videre, hvis vi spillede op til vores allerbedste. Her skal vi bare vinde. Det forventer alle, inklusiv os selv. Sådan et hold har jeg aldrig været på før. Hvis vi taber, er det noget pis. Det glæder mig, at spille under sådan nogle forventninger fra alle. Og det er fantastisk at vinde så mange kampe. Jeg tror, at alle gerne vil spille i sådan en klub,« siger en tilfreds Ragnar Sigurdsson, før kæresten, hunden og han selv vandrer hjemad gennem det København, der allerede føles godt og rigtigt for forsvareren fra Reykjavik.