Brøndbys succes-back: Havde forberedt mig på sværere start
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Brøndbys succes-back: Havde forberedt mig på sværere start

Svenske Johan Larsson har allerede sat sig tungt på pladsen som højre back i Brøndby, og selv om han ikke er overrasket, havde han forventet en overgangsperiode.

Det kan tage tid at vænne sig til et nyt land, nye omgivelser, en ny kultur og nye holdkammerater, men for svenske Johan Larsson er overgangen fra svensk fodbold og Elfsborg til Danmark og Brøndby gået uden problemer. Den svenske back har præsteret på et godt og højt niveau lige fra begyndelsen af foråret, og det har været med til at stabilisere Brøndbys forsvar.

Og svenskeren, der har store ambitioner, er også nogenlunde tilfreds med sin start i klubben.

- Det var måske ikke det vildeste skifte, for jeg skulle jo bare over broen, men jeg havde forventet, at det ville være en smule hårdt i starten, fordi jeg ikke kendte meget til det. Jeg forventede en svær start. Jeg troede, jeg skulle bruge noget mere tid, men hurtigt lærte jeg gutterne at kende, og jeg arbejdede hårdt på at komme ind på holdet. Og det hjalp helt sikkert. Mange af de rutinerede spillere hjalp mig også meget i starten, siger Johan Larsson til tipsbladet.dk og forklarer:

- Jeg synes jo, at starten har været fin, og at jeg som holdet har taget skridt for hver kamp. Vi har dog ikke helt fået de point, vi havde ønsket, men vi er på vej, og jeg er personligt faldet godt til.

Selv om Brøndby i de seneste seks kampe blot har lukket ét mål ind, er det i det offensive spil, at den 24-årige svenske back har haft sin store force. Med to mål og to assists i ni Superliga-kampe har Larsson stemplet ind som en af Superligaens bedste backs. Selv stiller han sig dog ikke tilfreds endnu. 

- For mig er det vigtigt, at det går godt for holdet, for så går det også godt for mig personligt. Jeg føler, jeg har tilført en del offensivt, og jeg spiller hver gang. Men jeg ønsker mig mere: Jeg vil være en endnu større del af holdet, og jeg vil tilføre mere af det, jeg kan.

- Jeg er god til at komme med frem, og jeg kan afslutte. Det kan forhåbentlig bringe flere point til holdet. Det er gået godt, og vi er tilfredse. Men vi vil også have mere, siger Johan Larsson.

Svenskeren står noteret for tre svenske landskampe, og han er sikker mand på Brøndbys hold. Træner Thomas Frank roser også Johan Larsson, som han mener har taget meget ansvar allerede.