Brøndbys økonimske problemer stiger og stiger.
Per Nielsens afslører i nye selvbiografi, at hans gamle klub Brøndby IF skylder ham 2,8 millioner kroner i forbindelse med hans karrierestop. Penge Per Nielsen har krav på, og som han ikke vil lade Brøndby snyde ham for.
- Det er min klub, og jeg har nydt hvert et sekund, men jeg vil ikke lade mig snyde for penge, der retmæssigt er mine. Jeg er fan, Brøndby-mand og vil gå langt for klubben. Men jeg er ikke idiot, skriver Per Nielsen i sin nye bog ’Brøndby for evigt?’ som er skrevet af Søren Sorgenfri fra Sporten.dk.
- Den fratrædelsesgodtgørelse skulle så senere på et møde i april 2009 afregnes og afklares. Det fremgår også af den vedlagte kontrakt. Og ja, den kvikke læser har allerede gættet, hvor det bærer henad. Det lovede møde blev ved snakken. Det blev aldrig afholdt. Jeg hørte ikke mere om hverken møde eller penge, og jeg tror, at Brøndby satsede på, at det var gået i glemmebogen, skriver Per Nielsen.
Men Per Nielsen vil ikke lade denne sag gå i glemmebogen. Brøndby-legenden har tidligere hjulpet Brøndby ved at frasige sig feriepenge til en værdi af 500.000 kroner, mens han er en del af den gruppe tidligere Brøndby-koryfæer, som har valgt at støtte klubben under aktieemissionen ved at købe aktier i Brøndby IF.
Per Nielsen håber på, at Brøndby og ham kan få ordnet denne sag på rolig vis.
- Jeg har hverken kørt retssag eller tordnet i medierne. Det er faktisk først her, jeg bryder tavsheden omkring det, fordi så er jeg sikker på, det kommer rigtigt ud. (...) Det her er penge, som Brøndby har snydt mig for. Jeg nævner det, fordi jeg håber, det vil give røde ører i Brøndby, og så vi kan ordne det i mindelighed, skriver han.